Rejsebrev fra Mallorca

Rejsebrev fra Mallorca 

 

På jagt efter det litterære Mallorca (oktober 2018)

Mallorca har med sit milde klima og sin smukke natur gennem snart flere hundrede år tiltrukket turister fra mange lande, og turismen er i dag øens vigtigste indtægtskilde. Siden 1960’erne har det også været danskernes yndlingsrejsemål. Men er øen mere end sol og strand? Findes der også et litterært Mallorca? Det har jeg sat mig for at undersøge, da jeg og min rejsefælle en kølig og blæsende oktoberdag drager til den populære ø på en uges ferie.

 

 

Mallorcas største og vigtigste by er Palma, som i de seneste år har undergået store forandringer og lokker mange turister til, primært på éndagsture. Der er dukket mange nye spændende hoteller op i de smalle gader inde i den gamle bydel, ofte ombyggede paladser, og det er netop et sådant hotel, jeg har bestilt værelse på. Da vi ankommer ved midnatstid med taxa fra lufthavnen, ligger hotellet så godt gemt væk, at chaufføren ikke kan finde den lille gade, som viser sig at ligge lige bag ved en af byens vigtigste gå- og indkøbsgader. Men det lykkes til sidst at nå frem. Klokken er efterhånden blevet over midnat, og da det er mandag, mener hotellets natportier ikke, at der er åbent nogen steder, hvor vi kan få lidt at spise og drikke, men det lykkes os alligevel at finde en lille bar i nærheden, hvor vi dog må nøjes med lidt oliven og chips til et glas vin.

 

 

 

Næste dag går vi på opdagelse i byen uden noget fast mål og kommer forbi en gammel og imposant bygning, der er grundlagt af jesuiterordenen i 1565 som hjem for forældreløse børn og syge, og som senere fungerede som musikkonservatorium og i dag er kulturhus med bibliotek. Vi går indenfor og kigger lidt på bygningen, og jeg smutter også ind på biblioteket, hvor jeg finder en bog om Mallorca set gennem forfatteres øjne, desværre skrevet på mallorcinsk, som er en variant af catalansk, men den er alligevel inspirerende for mit projekt med at finde det litterære Mallorca. De fleste af de spansksprogede forfattere, der er nævnt i bogen, er ukendte uden for Spanien, men i bogen finder jeg også flere udenlandske forfattere, som har opholdt sig på Mallorca og skrevet om øen.

En af de omtalte forfattere er argentineren Jorge Luis Borges, som boede i Europa fra 1914 til 1921, hvor han rejste tilbage til Buenos Aires. Han besøgte Mallorca ved flere lejligheder og skrev bla. et digt, ”Katedralen”, om byens mægtige og berømte katedral, som han var meget imponeret over, da han ankom til øen som ganske ung. Så jeg og min rejsefælle begiver os atter ud i gaderne og menneskemylderet for at finde frem til katedralen, der ligger ned mod vandet, men vi opdager hurtigt, at det også er i den retning, strømmen af turister går via de mange smalle gader, hvor butikker og spisesteder ligger side om side. Vi når frem til den imponerende kirke, der rager højt op over bymuren, så den kunne ses fra søvejen, da man efter generobringen i 1231 begyndte at bygge den oven på en maurisk moske. Den stod færdig i 1601 som et eksempel på catalansk gotisk stil. Efter et jordskælv i 1851 blev kirken restaureret, og halvtreds år senere blev den berømte arkitekt Antonio Gaudí sat på projektet, men forlod det efter uenigheder, og kun en smedejernsbaldakin over højalteret står i dag tilbage som hans værk. I 2007 afsløredes en kontroversiel keramisk vægudsmykning, lavet af den lokale kunstner Miguel Barceló, i et af kapellerne. Værket, ”Bespisningsmiraklet”, vakte forargelse og opsigt på grund af dets nyfortolkning af historien om Jesus, der forvandler to fisk og fem brød. Mægtig og overvældende er katedralen både indvendig og udvendig, når man kigger opad. Så man forstår, at Borges lod sig imponere, da han skrev sit digt ”Katedralen”: ”De knælende bølger/Vindens muskler/De lodrette tårne som skrig/ Katedralen hængt op i en stjerne/Katedralen som en mægtig bunke korn/med aks af bønner./I det fjerne/I det fjerne/Bryder masterne horisonten/Og på den uskyldige strand/Synger de nye bølger morgensang./Katedralen er en flyvemaskine af sten/Den kæmper for at bryde de tusinde trosser/Der binder den fast./Katedralen runger som et bifald/Eller som et kys.”

Dagen efter beslutter vi os for at tage ud af byen, nærmere bestemt til Valldemossa, en smuk lille landsby beliggende i en frodig dal i bjergkæden Sierra de Tramuntanas på øens vestlige side. Det er nemlig her, vi finder nok øens mest berømte litterære historie. Her tilbragte den franske forfatterinde George Sand vinteren 1838/39 sammen med komponisten Chopin i et karteuserkloster, der ligesom alle landets andre klostre var blevet nedlagt ved lov i 1835. I sin bog ”En vinter på Mallorca” har hun udførligt fortalt om det strabadserende liv på øen, om kampen for at kunne købe mad, om at få Chopins klaver transporteret ud til klostret og om mallorcinernes fjendtlighed over for fremmede, men også om uforglemmelige oplevelser i den storslåede natur.

 

 

Denne storslåede natur møder os, da bussen drejer ind i den frodige dal efter at være kørt gennem bjergene, og vi kan se den smukke landsby foran os. Da vi kommer ind i byen, er der ingen tvivl om, hvor vi skal stå af for at besøge klostret, for ved et stoppested over for nogle mægtige bygninger står alle passagererne af bussen. Vi følger menneskestrømmen ad vejen op mod klostret og kongepaladset, hvor der overalt er fyldt med butikker og fortovscafeer, og hvor de mange turister sidder og nyder det dejlige oktobervejr. Da vi kommer ind i klostret for at købe billet, er der dog forbavsende få mennesker, så vi begiver os straks hen til den celle, hvor George Sand boede sammen med sine to børn og Chopin, der på det tidspunkt var meget syg og netop var kommet til Mallorca for at rekreere sig i det milde klima. Jeg har læst George Sands bog hjemmefra om livet i klostercellen, så det overrasker mig, at cellen består af hele tre forholdsvis store rum samt en lille have med en vidunderlig udsigt ud over dalen. Det klaver, som de havde så meget besvær med at få bragt derud, står i et af rummene. Ellers er der udstillet Chopins noder, udgaver af George Sands bog samt en masse tegninger og billeder og andre genstande. Vi tager os god tid til at studere cellen og nyde udsigten fra haven, inden vi kl. 14 går over i det kongelige palads, som blev opført af kong Jaime 2. i 1309. Det indgik som en del af karteuserklostret fra 1399 og blev ved klostrets nedlæggelse solgt til en rig mallorcinsk adelsmand. I dag står paladset som adelsfamiliens bolig og indgår som en del af museet. Ved indgangen fik vi nemlig at vide, at en koncert skulle gå i gang kl. 14 i paladsets store sal, der tidligere var klosterkirke.

 

Da vi kommer derind er salen tom, men da koncerten går i gang, er vi omkring en halv snes tilhørere. Pianisten træder ind på scenen, og efter en kort præsentation sætter han sig til flyglet og spiller nogle Chopin-værker, bla. ”Regndråbepræludiet”, som Chopin angiveligt komponerede i klostret. Efter denne fine lille koncert går vi en tur rundt for at bese paladset, og da vi træder ind i biblioteket, opdager vi pludselig en kutteklædt munkefigur, der sidder og skriver ved det mægtige skriverbord. Det skal forestille den nicaraguanske digter Rubén Darío, som var på besøg i klostret i 1913 og blev så fascineret af klosterånden, at han begyndte at gå rundt i munkekutte. Da han senere vendte tilbage til klostret, skrev han digtet ”Klostret”, som han selv betragtede som sit bedste. På væggen hænger en tegning af ham selv klædt i munkekutte samt et fragment af digtet: ”Dette gamle kloster har set/ Sankt Brunos tavse sønner /udtørrede af bøn og blege af faste/med bønnebogen og den Hellige Kristus./De der i deres ensomme eksistens/med korsets galskab/og bønnens mystiske blå flugt/gik til Gud efter trøst./De spægede med disciplin/og med bodsskjorte det dødelige kød/og i deres bønner stillede de/den himmelske længsel op mod kønslig lyst.”

 

Efter denne litterære overraskelse går vi tilbage for at bese resten af klostret: Priorens celle, som består af hele seks rum, apoteket, som fungerede frem til 1896, og endelig klosterkirken og den smukke klosterhave. Inden vi tager bussen tilbage til Palma, spadserer vi en tur rundt i den idylliske by med de stejle gader og smukke huse. Når vi møder en bil i de smalle brostensbelagte gader, må vi træde helt ind til husmuren, for at den kan komme forbi. Efter en forfriskning på et af byens mange spisesteder tager vi bussen tilbage til Palma, en tur på ca. 40 minutter gennem et det frodige landskab med især olivenplantager, hvor geder og får græsser mellem træerne.

 

 

Den måske mest kendte forfatter, der har besøgt Mallorca, er Agatha Christie, som i 1932 ankom til øen for at slå sig ned i Formentor, men historien fortæller, at da hun nåede til Port de Pollenca, blev hun så betaget af den smukke bugt, at hun besluttede sig for at blive der og indlogerede sig på det luksuriøse hotel Illa d’Or i udkanten af byen. Pollenca-bugten ligger på øens nordlige side, lige oven for Alcudia-bugten. Her foregår en af hendes første noveller, ”Problem at Pollensa Bay”, som jeg inden turens start forgæves har forsøgt at få fat på. Vi beslutter os nu for at drage op til Pollenca-bugten for at se, hvad det var, som betog forfatterinden så meget. Vi tager en bus, der på omkring halvanden time kører gennem et vekslende landskab med bjerge og frodige dalområder. Da vi stiger af bussen og går ned mod vandet, bliver vi endnu en gang forbløffet over de mange butikker, cafeer og restauranter – og de mange turister. Sådan så der nok ikke ud på Agatha Cristies tid, men udsigten ud over den smukke bugt og det bagvedliggende bjerglandskab er stadig helt betagende, så vi sætter os ved en af cafeerne med en forfriskning og nyder synet. Et godt stykke ude af Paseo Marítimo, strandpromenaden, kan vi se en stor hvid bygning, som vi antager må være Agatha Christies hotel, Hotel Illa d’Or, og da vi lidt senere når frem til det, konstaterer vi, at det meget luksuriøse hotel ganske rigtigt endnu ligger der, men at det er blevet kraftigt udvidet siden 1930’erne og nu har både spa og fitness og hvad der ellers hører til moderne hoteldrift. Men man kan stadig få sig en god kop the som i Agatha Christies tid, så vi sætter os i hotellets udendørs restaurant, helt ud til vandet, og nyder vores forfriskning og udsigten ud over bugten og bjergene. Inden vi begiver os tilbage ad strandpromenaden, går vi ind og kigger i hotellets foyer, og her opdager vi pludselig, at dér, i et skab, ligger bogen: ”Problem at Pollensa Bay”. Bogen er til salg, får vi at vide i receptionen, formedelst 18 euro. Tilbage i Palma får jeg da endelig læst novellen, som viser sig at være en Parker Pyne-historie, og den foregår ganske rigtigt i et hotel ved Pollenca-bugten, for da alt er optaget på hotellerne i Palma, hyrer Parker Pyne en taxa til at køre sig til sit oprindelige mål, byen Formentor på øens nordligste spids: ”But they never reached that final abode of plutocracy, for after they had passed through the narrow streets of Pollensa and were following the curved line of the seashore, they came to the Hotel Pino d’Oro – a small hotel standing on the edge of the sea looking out over a view that in the misty haze of a fine morning had the exquisite vagueness of af Japanese print. At once Mr Parker Pyne knew that this, and this only, was what he was looking for. He stopped the taxi, passed through the painted gate with the hope that he would find a resting place.” Det blev naturligvis ikke et roligt ophold for Mr Parker Pyne, da der lige opstod et problem, som han skulle løse. Selv om Port de Pollenca sikkert var noget roligere og knap så fyldt med turister på Agatha Christies tid, kan man i dag stadig fornemme freden og roen, når man bevæger sig tilstrækkeligt langt ud ad strandpromenaden.

Om den lille by Soller, der ligger på øens vestside, også har fået en plads i litteraturen, har jeg ikke fundet ud af, men den er et besøg værd, for det er dertil, at øens eneste togforbindelse fra 1912 går fra Palma, og der køres stadig i de gamle tog fra dengang, banen blev elektrificeret i 1931. Vi ankommer til stationen og stiger på toget sammen med masser af andre turister samt enkelte lokale, og vi er så heldige at få en plads i den fornemme bageste vogn, som, i modsætning til de andre vognes træsæder, er udstyret med læderstole og lædersofaer, så man næsten føler sig hensat til Agatha Cristie-romanen ”Mordet i Orientekspressen”. Men undervejs sker der dog ikke noget mere oprivende, end at toget gør holdt ved en bro over en smuk dal, ikke for at sætte passagerer af eller tage passagerer på, men for at vi alle kan komme ud og fotografere – og nyde den fantastiske udsigt. Efter en times køretur gennem det smukke landskab når vi frem til den lille by Soller, som naturligvis også er fyldt med turister. Vi kigger ind i den smukke stationsbygning, hvor der er et udstillingslokale med kunst af Miró og Picasso, hvorefter vi går ned mod byens centrale torv. Her beundrer vi den imposante San Bartolomé-kirke fra 1236, der nu står i barokstil med nygotisk tårn og art nouveau-facade. Ved siden af kirken ligger en vældig bankbygning ligeledes i art nouveau-stil. Men vi bevæger os væk fra pladsen og ind i byens smalle gader, hvor vi støder på en smuk bygning, Can Prunera, der i dag rummer byens kunstmuseum. Vi beslutter os for at besøge museet, men dog mest for at få lejlighed til at se bygningen indvendigt. Paladset blev bygget i 1909 som privatbolig i art nouveau-stil både udvendig og indvendig, og det står i dag med en stor del af det oprindelige inventar, gulvene, mosaikruderne, lamperne samt en del møbler. Vi slutter besøget i den smukke gårdhave, hvor der hersker fred og ro.

 

 

Efter en forfriskning på Placa d’Espanya beslutter vi os for at tage en tur ned til Sollers havn med en af de spektakulære gamle sporvogne, vi har set køre gennem byen. Sporvognsbanen blev indviet i 1913 og er ligesom toget en turistmagnet, men den tyve minutter lange tur er dejligt forfriskende, og vi nyder den herlige duft fra områdets mange appelsinlunde, mens vi i den åbne vogn langsomt kører ned til havnen, hvor banen har endestation. Her finder vi endnu et turistparadis, tilsyneladende i den dyre ende, fremgår det af de store både, der ligger i havnen, og de eksklusive restauranter ved havnepromenaden, hvor man ligefrem kan slå sig ned med sin drink i dybe udendørs sofaer. Vi spadserer en tur langs vandet, men finder hurtigt op i byen til stoppestedet, hvor vi stiger på bussen, der kører os tilbage til Palma - betydeligt hurtigere og billigere end det gamle tog og den gamle sporvogn, men ikke så eksotisk!

 

 

Efter en uges ophold kan jeg konstatere, at jo, der findes bestemt et litterært Mallorca. Men det er umuligt at nå rundt til det hele i løbet af en uge, for rigtig mange både udenlandske og spanske forfattere har følt sig tiltrukket af øen og skrevet om den, og flere slog sig ned her. Det gjaldt for eksempel den kendte spanske forfatter og nobelprismodtager Camilo José Cela, der boede her fra 1954 i over tredive år, og hvis hus stadig står i Palma. Og det samme gjaldt den engelske forfatter Robert Graves, der boede her fra 1929 til sin død i 1985, og hvis hus i Deiá på øens vestside er indrettet som museum over hans liv. Det bliver dog George Sand, der her får det sidste ord, da hun efter en vinters ophold sammen med den syge Chopin og sine to børn må rejse fra øen igen og ser tilbage på det med vemod: ”Jeg forlod karteuserklostret med en blanding af glæde og sorg. Alene med mine børn havde jeg kunnet leve der lykkeligt i to eller tre år. Himlen var pragtfuld, og øen var et fortryllende sted. Vores romantiske omgivelser henrykkede os. Med hvilken poesi fyldte hans musik ikke dette hellige sted, selv under hans mest smertelige og urolige sindsstemninger! Og karteuserklostret var så vidunderligt smukt under dets efeuguirlander, dalen så blomsterfyldt, vor bjergluft så ren, havet så blåt helt ud til horisonten! Jeg havde sjældent set og aldrig levet så kønt et sted, og dog fik jeg så lidt nydelse ud af det.”