KIRSTEN A. NIELSEN

Enhver Barcelona-farer kender Antonio Gaudí, den berømte arkitekt, hvis bygningsværker fra omkring år 1900 i så høj grad præger byen. Gaudí er den i dag kendteste repræsentant for den catalanske modernisme, som havde sin storhedstid i årene 1880-1910, men der var også andre, i dag mindre kendte arkitekter, der bidrog til denne kreative og fantasifulde bevægelse, som turister fra hele verden nu kommer for at opleve. En af disse arkitekter, Domènech i Montaner, var den første, som anvendte dekorative elementer på facaden af en bygning, nemlig Castell Dels Tres Dragons, en restaurantbygning med murtinder og en smuk murfrise opført til Verdensudstillingen i 1888. Og nogle få år senere ombyggede Josep Puig i Cadafalch facaden på Casa Amatller, en stor ejendom på Paseo de Gracia, med middelalderens gotiske elementer, der brød med symmetri og klassicisme, hvormed Barcelona fik sin første koloristiske facade. Det er til denne væsentlige periode i Barcelonas historie, der var præget af voldsom politisk uro, at bestsellerforfatteren Ildefonso Falcones har valgt at henlægge handlingen i sin nye roman El pintor de almas, der udkom i Spanien i august 2019. Sjælemaleren, som den kommer til at hedde på dansk.

Da jeg er midt i at oversætte denne knap syv hundrede sider lange roman til dansk, får jeg lejlighed til at drage til Barcelona for at gå i forfatterens fodspor og studere de modernistiske bygninger nærmere. For selv om jeg kender disse bygninger og har set dem mange gange, ser man det hele på en ny måde, når man læser – og oversætter – denne roman, hvor man kommer helt tæt på dem gennem romanens hovedperson. Dalmau, som hovedpersonen hedder, er ud af en fattig arbejderfamilie, men hans talent for at tegne opdages af en af Barcelonas rigmænd, ejer af en keramikfabrik, som tager ham under sine beskyttende vinger. Dalmau bliver udlært som tegner og keramiker og er ved romanens start ansat som førstetegner på keramikfabrikantens værksted. Her møder han og bliver fuldstændig betaget af den catalanske modernisme, den nye bølge inden for udsmykning af husfacader, og dens brug af keramik, som man ser det i herskabshusene i det dengang nyanlagte Gracia-kvarter. Sammen med Dalmau kommer man tæt på bygningerne og deres udsmykning, som han selv er med til at tegne og montere, lige fra Casa Batlló til Palau de la Música, Musikpaladset. Forfatteren fører læseren helt ind i bygningerne og tæt på mosaikkerne, og vi møder naturligvis også de kendte arkitekter.

Dagen efter, at jeg og min rejsefælle er ankommet til Barcelona og har indlogeret os på vores hotel, drager vi ud for at gå i Falcones’ og romanens fodspor. Vi spadserer hen til Ciutadella-parken og finder frem til Domènech i Montaners borgagtige bygning, opført som restaurant til Verdensudstillingen i 1888 og senere blandt andet anvendt til naturhistorisk museum, men nu lukket og under restaurering, hvad den har været gennem en del år. Jeg leder efter den murfrise, som er udførligt omtalt i romanen, og finder den gemt væk bag et gennemsigtigt afskærmningsnet. Her kan jeg med noget besvær se de omkring halvtreds våbenskjolde i hvid keramik, hvor der reklameres for produkter, der kunne indtages inde i bygningen: En sømand der drikker gin, en frøken der står med en is, en kokkepige der laver chokolade – motiver, som var lidt svære at forestille sig, da jeg sad med oversættelsen.

På grund af en dramatisk hændelse bliver Dalmau smidt ud fra keramikfabrikken, men det lykkes ham at få et job som simpel murer ved udsmykningen af Casa Batlló, et af Gaudís berømteste værker. I romanen kommer vi sammen med Dalmau helt tæt på bygningens tag, ’den bugtende drageryg’ med skæl af keramikstykker, og på facadens mosaik i glas og kakler, hvormed Gaudí skabte slyngede former og bevægelser. Så vores næste mål er Casa Batlló. Vi har købt en billet hjemmefra og kan gå uden om køen, som hver dag strækker sig langt op ad Paseo de Gracia, så vi møder op til det angivne tidspunkt og må være derinde i en time. Det er en fantastisk oplevelse at se dette hus indefra, og da vi når op til bygningens tag, kan vi rigtig studere de blå drageskæl. Til selve herskabslejligheden på beletagen hører der en stor terrasse, og det er her – eller i hvert fald i et tilsvarende indrettet hus – at Dalmau holder hemmelige møder med husets datter, og herfra de lister ud om aftenen for at gå en tur i byen, gennem et redskabsrum og ned ad en bagtrappe. Da jeg med egne øjne ser terrassen, forstår jeg bedre, hvordan det hele hænger sammen. Det er spændende på nært hold at studere husets og herskabslejlighedens indretning og fantastiske udsmykning både indvendig og udvendig, med en overdådighed af keramik og glas og med specialdesignede træmøbler, men det er også en stor hjælp til det videre arbejde med oversættelsen.

Da vi kommer ud fra vores tildelte en-times besøg i Casa Batlló, ser vi, at nabohuset Casa Amatller – ombygget og udsmykket i 1900 som det første hus på Paseo de Gracia af Josep Puig i Cadafalch, endnu en af de modernistiske arkitekter – har en café i stueetagen med fri adgang, så vi går ind og får os en kop kaffe i deres gårdhave. Her finder vi ud af, at der også er adgang til beletagen i dette hus, bygget af chokoladefabrikanten Amatller. Så vi melder os til en af rundturene, der finder sted hver halve time, og da det efter kort ventetid bliver vores tur, viser det sig, at vi bare er et lille hold på seks turister, i modsætning til de mange turister der konstant er i Casa Batlló. Guiden starter med et lille videoshow, hvorefter hun fører os rundt i og fortæller om den kæmpestore og rigt dekorerede lejlighed, hvor der er møbler i alle rummene, mange af dem originale. Og vi får rigelig tid til at studere det hele, glasmosaikker, møbler og så videre. Her får man et meget fint indtryk af, hvordan en herskabslejlighed så ud på romanens tid. Og faktisk meget bedre end i Casa Batlló, hvor kun et enkelt rum er møbleret. Omvisningen slutter naturligvis med, at vi får serveret en kop chokolade i husets køkken i den nederste etage.

Romanens hovedperson Dalmau møder Gaudí første gang i Güell-parken, der på det tidspunkt er under anlæggelse, og han er fuldstændig fascineret af dette orgie af farve og fantasi. I bogen får vi en udførlig beskrivelse af portnerhuset og vagthuset med deres uregelmæssigt bølgende, kulørte tage og den monumentale trappe med firben-springvandet. Så vi må naturligvis også ud og se Güell-parken med nye øjne. Vi køber billet dagen før og får en tid, hvor vi skal møde op. Da vejrudsigten siger regn, har vi medbragt paraply, og da vi ankommer, begynder det da også at regne, men det betyder også, at der ikke er så mange mennesker og mere plads til at komme rundt, så man kan faktisk komme til at fotografere det ikoniske keramik-firben næsten uden turister. Det er især Gaudís specielle brug af keramikudsmykninger, der fascinerer Dalmau, og dem finder vi da også overalt i parken, også på loftet i Hypostolsalen, der med sine skæve doriske søjler i sten var planlagt til at være markedsplads. Den mægtige søjlegang med snoede, cylindriske søjler, der er opført i grove og klodsede sten og synes vokset ud af naturen, som den bliver beskrevet i romanen, passerer vi også igennem for at nærstudere disse besynderlige søjler. Efter vores fire timer lange besøg i parken, der også inkluderer indtagelse af en kop kaffe i baren over for indgangen under en voldsom regnbyge, har jeg fået større indsigt i et af de helt store modernisme-monumenter, til stor hjælp i mit fortsatte arbejde med at oversætte romanen.

Musikpaladset er den sidste modernisme-bygning, hvor Dalmau kommer til at arbejde, mens det er under opførelse og op til åbningen. Han er med til at lave et mægtigt keramisk værk inde i selve koncertsalen, hvor en hel endevæg skal beklædes med trencadís-keramik neden under atten buster af unge kvindelige musikere. I romanen får vi en grundig beskrivelse af arbejdet med dette fantastiske rum. Paladset er opført mellem 1905 og 1908 efter tegninger af Domènech y Montaner og er et af højdepunkterne i den catalanske modernisme, som faktisk sluttede med dette pragtværk. Den dag, vi kommer forbi Musikpaladset, er der ikke nogen rundvisning i koncertsalen, så vi må nøjes med at kigge ind i foyeren og restauranten og så selvfølgelig studere skulpturgruppen, der som en galionsfigur på et skib er opsat på hjørnet af bygningens to facader: I forgrunden en ung kvinde, der repræsenterer musikken, bag ved hende det catalanske folk og oven over hende Sankt Jørgen, Cataloniens skytshelgen. Denne skulpturgruppe er nemlig detaljeret beskrevet i Falcones’ roman.

Casa Milà, også kaldet Stenbruddet, tegnet af Gaudí, blev bygget mellem 1906 og 1912 og er ligeledes under opførelse i romanens tid. Så da Dalmau sidst i romanen er på flugt, skjuler han sig på taget af denne bygning, hvor alt har levende og dynamiske former: skorstene, ventilationstårne og trappehuse. Herfra oplever han et dramatisk højdepunkt i romanen – og i Barcelonas historie – nemlig starten på ’den tragiske uge’, hvor arbejderne gør oprør mod borgerskabet og kirken og brænder klostre og kirker af. Casa Milá er naturligvis en stor turistattraktion, så også her er det en god idé at købe billet på forhånd. Det har vi ikke gjort, så vi må denne gang nøjes med at betragte bygningen udefra. Men nede fra gaden kan man faktisk godt fornemme tagets besynderligt formede installationer.

I mange år var den catalanske modernisme ugleset, og mange af bygningerne blev forsømt, men det er anderledes i dag, hvor disse bygninger fremstår i deres oprindelige pragt og nu også er gjort tilgængelige for publikum. Med Sjælemaleren har Ildefonso Falcones i sin sædvanlige medrivende fortællestil formået at gøre denne tid levende for læseren.

Sjælemaleren udkommer den 11. juni på dansk på forlaget Cicero i min oversættelse. Læs bogen og drag til Barcelona for at se disse prægtige bygninger i virkeligheden – det giver denne roman stor lyst til.

Kirsten A. Nielsen, september 2019