Påskeuge i Andalusien

Påskeuge i Andalusien 

 

Bragt i let forkortet udgave i morgenavisen Jyllands-Posten (2.4 1994)

Tre dage inden påskeugen starter, ankommer jeg og min rejseledsager en sen eftermiddag til Malaga. På en aftentur rundt i byen kan man se, at der allerede er fuld gang i forberedelserne. I gaderne i den indre by høres en ustandselig klapren; det er klapstole i ufattelige mængder, der læsses af lastbiler og opstilles ved fortovskanterne og på centrale pladser, hvor der allerede er spærret for den kørende trafik, og hvor der er opstillet tribuner med plads til mange stolerækker. I en mindre gade er en gammel kone i færd med at lænke en simpel bænk fast til en lygtepæl yderst på fortovet, og hun fortæller, at bænken skal bruges til at sidde på, når påskeprocessionerne kommer igennem gaden. De følgende dage ser man flere steder mægtige presenninger, der er hængt op i små gyder ved siden af kirkerne. Inde bag presenningen er mange mennesker beskæftiget med at samle en paso og pynte den.


Men det er Sevilla, det gælder, for her kan man efter sigende opleve de smukkeste og største påskeprocessioner i hele Spanien. Så lørdag går turen med tog hertil. Med noget besvær - da alt er booket op i påskeugen, og priserne er steget til det dobbelte - er det lykkedes at finde et logi i et beskedent, men centralt beliggende hostal, og det skulle senere vise sig, at det i allerhøjeste grad var centralt beliggende.


Endelig bliver det palmesøndag, og både turister og de lokale er på gaden og iført det fineste søndagstøj, i hvert fald de lokale. Om morgenen har man været i kirken og fået velsignet sin palmegren eller olivengren, og især børnene venter nu spændt på, at de første processioner skal gå i gang ved middagstid. Vi tager en tur ud og kikker på Tobaksfabrikken (ja, den med Carmen), der er en af Spaniens prægtigste barokbygninger, og som i dag anvendes af byens universitet. 

I det fjerne hører vi for første gang den lyd, som vi i ugens løb skal komme til at høre utallige gange og døgnet rundt - nemlig lyden af trommer og blæseinstrumenter, der varsler, at en paso er på vej. (Men også lugten af røgelse, der ofte ligger som en sky hen over gaden, går forud for en paso). Når man går efter lyden, støder man straks på en lidt uordentlig procession med lange rækker af nazareno'er, de kutteklædte bodsgængere, ofte med kæmpestore vokslys i hænderne eller med tunge trækors over skuldrene og ofte barfodede. Efter at hundredvis af nazareno'er er passeret forbi, kommer orkestret og - endelig - en paso. Den store, smukt forarbejdede paso med en rigt udsmykket baldakin over viser Jomfru Maria og er pyntet med blomster og lys, der endnu ikke er tændt her midt på eftermiddagen.


Her, bag Tobaksfabrikken uden for midtbyens smalle gader, er der rig lejlighed til at studere processionen, som netop er udgået fra den kirke, broderskabet hører til, og er på vej ad den officielle rute i centrum mod domkirken, hvorefter det går hjemad igen - en tur der strækker sig over tolv timer. Herude er processionen forholdsvis afslappet, familien går ved siden af og snakker og giver nazareno'erne noget at drikke, men især mødrene har travlt med at passe på de mindste nazareno'er, hvoraf nogle vist lige har lært at gå.


Inde i centrum igen er alle gaderne nu fyldt til bristepunktet med mennesker. På bænkerækkerne langs den officielle rute og på tribunepladserne ved domkirken sidder borgerskabet og ser processionerne defilere forbi, mens alle andre stiller sig op langs fortovskanterne og kigger på eller bevæger sig snakkende rundt i gaderne. Alt foregår i en meget afslappet atmosfære. Her er ingen, der har travlt eller skal nå noget. Man finder snart ud af, at når folk bevæger sig i en bestemt retning, er en procession på vej, og når musikken lyder, kommer der en paso.


Trætte af al den vaden rundt i varmen kunne det være dejligt at komme hjem på værelset og hvile, inden det igen bliver tid til at bevæge sig ud i de mægtige menneskemængder for at indtage aftensmaden ved nitiden. Men det er slet ikke så let endda, for vores hostal ligger så centralt, at der i alle de omkringliggende gader netop nu er processioner i gang. Det viser sig umuligt at mase sig igennem menneskemængderne for at komme ind i gaden. Så der er ikke anden udvej end at finde en bar og sætte sig der for at nyde en forfriskning. Efter et par timers forløb er der stadig mange mennesker og processioner i gaderne, men det lykkes os at trænge igennem og nå op på værelset lige tids nok til at kunne gå ud på balkonen og betragte en procession, der netop passerer gennem gaden.

Der bliver ved at være et vældigt folkeliv i gaderne, også et par timer efter at de sidste processioner har passeret den indre bys gader og er på vej hjem igen. Folk spadserer, spiser, hygger sig og snakker. Men oprydningen - ikke mindst af de titusindvis af coladåser - i de afspærrede gader er også gået i gang, og stolene bliver stablet langs fortovene, så bilerne igen kan køre i gaderne mandag morgen. Fra balkonen ses de sidste mennesker gå hjemad, og endelig bliver der ro. Men ak, det varer kun kort, for omkring klokken tre går de kommunale arbejdere i gang med rengøringen. Ved hjælp af store og larmende maskiner fejes og vandes gaderne, og mægtige skraldevogne kommer for at afhente den affaldscontainer, der står lige neden for vores balkon, og arbejderne tager sig god tid til at snakke lidt, mens maskinerne og bilerne er i gang.


På et torv sidder vi og får os en forfriskning og iagttager, hvordan en masse kutteklædte mænd stiger ud af biler sammen med deres familier og bevæger sig op ad gaden. Der kommer stadig flere og flere kutteklædte forbi. Vi bliver nysgerrige og finder ud af, at der skal udgå en procession fra den nærliggende San Lorenzo-kirke, så vi bevæger os op mod kirkepladsen. Her er allerede mange mennesker forsamlet, og en af de ventende fortæller, at processionen starter om en time. Alle venter med stor tålmodighed, mens de snakker eller henter en forfriskning i en bar på pladsen. De første nazareno'er kommer ud fra kirken, og vel et kvarters tid senere lyder der en tyssen over hele pladsen, og selv om man skulle tro, det var umuligt, bliver støjniveauet betydeligt lavere. Så kommer den første af to paso'er ud fra kirken, og folk betragter den med beundring og ærbødighed og klapper. En ældre dame ved siden af gør korsets tegn og udtrykker højlydt sin bevægelse over synet. Senere fortæller en ung pige, hvor smuk og bevægende en oplevelse det var. Under musikledsagelse bevæger processionen sig nu ad sin rute mod domkirken. Den største og flotteste af paso'erne viser en scene fra Kristi lidelseshistorie med hele fem figurer og må være meget tung.

Mere end halvtreds tusinde nazareno'er i syvoghalvtreds broderskaber deltager i processionerne i Sevilla. Men der er også andre deltagere, som man ikke umiddelbart ser og lægger mærke til, nemlig costalero'erne, som bærer paso'en og får det til at tage sig ud, som svævede den gennem gaderne. Paso'erne er meget tunge, og de fleste costalero'er holder kun til det byrdefulde hverv i få år, mange af dem må trække sig tilbage med ødelagt ryg.


Paso'erne er oftest sande kunstværker, nogle er meget gamle ligesom de broderskaber, de tilhører (de ældste går tilbage til l600-årene), men de fleste er fra dette århundrede. Der er stor forskel på paso'erne, afhængig af om de tilhører et broderskab i et fattigt eller et rigt kvarter. Almindeligvis vejer en paso omkring to tusinde kilo, og hver costalero bærer omkring fyrre kilo. I god tid før påskeugen starter, går costalero'erne i gang med at øve. Oven på bærestativet placeres sandsække, så vægten svarer til paso'ens vægt, og der indstuderes bæreteknik og gangart. Costalero'erne er iført hvide undertrøjer, og har en slags hvide sække på hovedet (sæk: costal, deraf navnet costalero), hvorpå bærestativet hviler. Costalero'erne er de anonyme helte, og man kan ikke se dem, når de godt gemt under prægtige forhæng bærer paso'en frem i gaderne, kun når der en gang imellem under et hvil er udskiftning, ser man dem myldre svedende frem fra paso'ens indre.

Turen går videre med toget mod øst til Granada for at opleve påskeugens sidste dage der. Da vi ringer og bestiller værelse, fortæller værtinden, at man skal ankomme tidligt på dagen, da det ellers vil være aldeles umuligt at komme gennem byen i bus eller taxa.

Vel ankommet til Granada startes der med en spadseretur rundt i byens centrum, og det varer ikke længe, før vi igen hører de typiske trommer og blæseinstrumenter, så vi bevæger os i retning af lyden. Det gør alle andre også, men det ses straks, at der ikke er nær så mange mennesker i gaderne her som i Sevilla - det er jo ganske vist også en betydelig mindre by. Fremme ved processionen går der ikke lang tid, inden paso'en kommer; der er nemlig ikke så mange nazareno'er med i optogene, som man kunne opleve det i Sevilla.  Paso'en er lige så smuk som dem i Sevilla, men man kan mærke, at der her er en mere afslappet atmosfære i optoget, og det er også, som om costalero'erne er dygtigere her, det ser næsten ud, som om paso'en danser gennem gaderne, og de entusiastiske tilskuere klapper da også ofte voldsomt i forundret begejstring. Den mere afslappede atmosfære bekræftes senere, bl.a. da en procession en sen aften holder et hvil. Processionsdeltagerne snakker løs med hinanden og med tilskuere, og et par drenge sidder oven på deres trommer og spiser ganske upåvirket et par bocadillo'er (orkestrene er ofte børneorkestre). Samme aften kan man se, hvordan børnene løber rundt og samler voks sammen i klumper og går hen til nazareno'erne for at tigge et par dryp fra deres vokslys.



Men påskeugen er ved at være slut, og den sidste søndag er der kun to processioner, som slutter allerede klokken 24. Og mandag, som er en almindelig hverdag, er man overalt gået i gang med oprydningen. Tribunerne, der har været pyntet med rødt klæde, skilles ad, og alle stole klappes sammen og køres bort.



Tilbage i Malaga anden påskedag kan man se, hvordan de sidste tribuner bliver fjernet, og gaderne på ny bliver åbnet for almindelig trafik.