KIRSTEN A. NIELSEN

Adspurgt om han mener, at Barcelona som omdrejningspunkt i en roman sælger bedre end fx Valencia, svarer han: ”Barcelona er jo en større og mere kendt by, især i udlandet, så det har bestemt en betydning, at handlingen foregår netop dér. Men sagen er også, at Barcelona befandt sig i en meget afgørende og dramatisk situation i 800-tallet, hvor det drejede sig om byens overlevelse. Og det er et godt udgangspunkt for historien.”

Ferrándiz, der er udlært jurist og har arbejdet en del år som advokat, har efter sit litterære gennembrud taget orlov. ”Det er en stor gave for mig at få mulighed for at hellige mig at skrive, og det er meget vigtigt for mig. Om jeg vender tilbage til advokatarbejdet, kan jeg ikke sige.” På spørgsmålet, om han altid har skrevet fiktion eller haft lyst til at skrive, svarer han nej. ”Da jeg havde afsluttet min uddannelse og begyndte at arbejde som advokat, blev jeg straks klar over, at jeg også måtte have noget som modvægt til den kedelige jura, så jeg gik i gang med at læse romaner – uden at have til hensigt også selv at skrive. Jeg læste bare for underholdningens skyld, bøger som mine venner anbefalede, men så begyndte jeg at forestille mig historier. På den måde kom jeg i gang med at skrive, og det viste sig at være let for mig, jeg syntes, det var rigtig spændende. Som advokat var jeg jo vant til at skrive tekster, der skulle kunne læses og forstås. Juraen hjalp mig også på den måde, at jeg var i stand til at systematisere og redigere store mængder stof, det havde jeg lært gennem mit advokatarbejde. Det er let nok at få startet på en roman, men ved side 40 kommer det svære, for det er her, at man skal fastholde læseren, som bliver en slags dommer. Læseren må ikke kede sig, man skal give ham eller hende lyst til at læse videre.”

Ferrándiz fortsætter: ”Ideen til "Den forbandede jord" fik jeg, da jeg læste en bog, ”De forsvundne riger”, der handler om konger og dronninger i forsvundne riger. Jeg blev fanget af ordet Gothien, som i 800-tallet var et lille rige syd for Pyrenæerne, og da jeg begyndte at studere det nærmere, stødte jeg på begrebet Den Spanske Mark, Frankerrigets grænseområde syd for Pyrenæerne, som jeg aldrig havde hørt om i skolen. Jeg gik i gang med at læse om dette område og fandt ud af, at situationen på den tid var meget spændende og afgørende. Der findes dokumenter fra perioden i Barcelonas katedral, men jeg kan ikke læse pergamenter på latin, så mine kilder er historikere, der har forsket i perioden, og i de seneste år er der skrevet en del afhandlinger om den. Det har været en stor hjælp for mig. Den historie ville jeg gerne skrive, besluttede jeg. Men jeg ville ikke kun fortælle om fx Karl den Store og andre konger, om grever og adelsmænd, men også om almindelige mennesker, om de fattige og marginaliserede, og jeg ville fortælle om, hvordan både mænd og kvinder levede på den tid. Der er forskel på, hvad en historiker og en romanforfatter skriver. Jeg ville skrive om fattige og rige mennesker, om gode og onde, og hvor meget historisk stof, der skal med i en roman, er en balancegang. Enkelte kritikere har udtalt, at der er for meget historisk stof i "Den forbandede jord". Men for at læseren kan leve sig ind i historien, er det nødvendigt at have alle slags mennesker med, og her er der forskel på historikeren og romanforfatteren. Som romanforfatter er man nødt til at begrænse sig, for at læseren ikke skal kede sig. Det ser jeg som en læringsproces, og det vil jeg fortsætte med i mine kommende bøger.”
Da jeg spørger, hvorfor der skrives så mange ganske lange historiske romaner i Spanien, "Den forbandede jord" er på 665 sider, svarer Ferrándiz: ”Det er et godt spørgsmål, og især de udenlandske forlag klager over længden. Man kan sige, at det er blevet en mode at skrive lange historiske romaner, noget som forlagene selv har tilskyndet til. Læserne har derimod ingen problemer med de lange romaner. Og som forfatter har man så mange ting, der skal fortælles, inden man når frem til slutningen. Mit personlige projekt er dog at skrive kortere.”

”Hvad har Ildefonso Falcones’ nu verdenskendte historiske roman ”Havets katedral” betydet for spanske forfattere og den spanske historiske roman?” spørger jeg. ”Sagen er, at ”Havets katedral” nåede ud til et meget bredt publikum og til rigtig mange lande, og den skabte en trofast læserskare til den historiske roman,” fortæller Ferrándiz. ”Den historiske roman hjælper med til at forstå, hvem vi er, og spanske forfattere har naturligvis skrevet den slags romaner før, men de har som oftest handlet om Borgerkrigen. Falcones viste, at Spanien også har en anden historie at fortælle, nemlig om den mørke og fascinerende middelalder. Ken Follett skabte stor interesse for middelalderen. Han forvandlede den historiske roman, og han viste, at stedet, hvor handlingen foregår, har stor betydning.”
”Kan vi forvente en filmatisering af "Den forbandede jord"? spørger jeg. ”Gid det vil ske!” udbryder Ferrándiz begejstret. ”Med "Den forbandede jord" skete det umulige jo, nemlig at jeg først fik nationalt og derefter internationalt gennembrud, så jeg håber også på en filmatisering. Hvis det skulle blive aktuelt, vil jeg gerne selv være med i processen, ikke for at beskytte historien, men for at deltage i den kreative proces, således at min romans idé kommer frem. Det vigtigste for mig er selve ideen. Det man oplever, når man læser en roman, kan ikke umiddelbart overføres til lærredet. En filmatisering af en roman kan gøre noget andet end romanen, og hver form har sin charme. Vi må vænne os til, at den litterære verden er under forandring, og jeg mener, at en romans idé godt kan overføres til andre formater.”

I Valencia er man ligesom i Catalonien tosproget; man taler både catalansk og spansk. Catalansk og valenciansk er ens bortset fra enkelte ortografiske forskelligheder, og de to sprog opstod samtidig i det 14. og 15. århundrede, fortæller Ferrándiz og fortsætter: ”For tiden foregår der i Catalonien en politisk diskussion, hvor sproget bliver brugt som politisk våben, idet de catalanske separatister hævder, at det catalanske sprog var der først, men ligesom man går til læge, når man er syg, og ikke til en politiker, bør man også gå til filologer, når det drejer sig om diskussioner om sprog, og ikke til politikere. Jeg skriver mine romaner på spansk, men når jeg skriver andre ting, er det på valenciansk, som er mit modersmål, og jeg taler valenciansk med min familie og har altid gjort det. Jeg er fra en lille by i det indre af Alicante-provinsen, hvor man taler valenciansk, og hvor jeg også bor i dag.”
Vi snakker lidt om Valencia, som i det 15. århundrede havde stor økonomisk og befolkningsmæssig fremgang og i en periode var Spaniens betydeligste by med en meget livlig handel med bl.a. Italien. Flere paladser fra den tid kan man stadig se i dag i den gamle bydel. ”Valencia gemmer på mange gode historier, og da det er min hjemegn, vil jeg gerne skrive om den. Byen fortjener at få sin historie fortalt.”
Men om Ferrándiz’ kommende historiske roman skal foregå i Valencia i det 15. århundrede, røber han ikke, så vi må vente i spænding helt til 2021 med at læse endnu en roman fra forfatterens hånd. Imens kan man underholde sig med ”Den forbandede jord”, den dramatiske historie om Barcelonas kamp for overlevelse, en historie, som har vakt stor interesse både i Spanien og i udlandet.

Da vores samtale er slut, er arbejderne med deres store maskiner og biler også ved at være færdige med at nedtage bogmessens boder og scener. Den 54. bogmesse, ”Fira del Llibre de València”, er slut for i år, men nogle dage senere starter Valencia Negra, den 6. årlige krimimesse. Jo, litteraturen ser bestemt ud til at trives godt i Valencia.

Kirsten A. Nielsen, maj 2019