KIRSTEN A. NIELSEN

Skønt den nu 49-årige spanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán kan se tilbage på mere end tyve års forfattergerning, er han først i de seneste år for alvor slået igennem; ikke blot i Spanien, men også internationalt. Gennembruddet er kommet med rækken af 'seriøse' kriminalromaner om Pepe Carvalho, hvoraf de første otte foreligger. Den første kom i 1976. Montalbáns danske oversætter, Kirsten Nielsen, har besøgt forfatteren i Barcelona. Da jeg spørger ham, hvor mange sprog hans kriminalromaner er kommet på, retter han blikket mod loftet i Café de la Rambla midt i Barcelona og svarer: - Åh, jeg ved ikke, men jeg tror det er omkring elleve sprog. Der har været nogle diskussioner her, og jeg har altid sagt, at jeg ikke skrev kriminalromaner. For kriminalelementet i mine romaner betyder mindre, publikum er mindre interesseret i, hvem der har dræbt hvem. Det, der interesserer mest, er beskrivelsen af en tidsperiode af personlig, social og moralsk karakter. Kriminalelementet er næsten bare et teknisk middel til at fastholde læseren. Jeg fortæller ham, at hans Carvalho-romaner udkommer på dansk og spørger i den anledning, hvad han mener hans Carvalho-romaner kan sige en dansk læser. - Romanerne er ikke skrevet til nogen bestemt, og jeg mener det er det samme for såvel danskere som f.eks. japanere. Jeg ved ikke, om det specielt skulle give danskerne problemer. Jeg tror, at det at beskrive en social og personlig livsperiode ligner hinanden overalt. Der eksisterer et kulturelt univers, der næsten er globalt, som gør, at vi spaniere synes, at vort liv er næsten universelt. Verden er næsten ens overalt, og erfaringerne kan derfor umiddelbart meddeles videre. Jeg er blevet overrasket over, at Carvalho-romanerne, der næsten alle foregår i Barcelona, med emner der i hvert fald i teorien er meget spanske, at de er blevet forstået i så mange lande. Jeg tror det er fordi, der er et sammenfald i levemåde; der er et ensartet liv og en ensartet kultur i hele verden. - Men romanerne er vel en måde at stifte bekendtskab med det spanske samfund? - Ja, det er selvfølgelig også muligt, og jeg tror, man opdager, at ethvert samfund er meget ens på en måde, at det er et samfund, der mere og mere ligner et neokapitalistisk, et demokratisk, et liberalt osv. samfund. - Men alligevel er det specifikt spansk? - Ja, det er det måske, for basistemaet, synsvinklen, tilgangsvinklen til virkeligheden er fra folk herfra, og derfor er det logisk, at det har en vis spansk karakter.

- Altså, jeg er jo ikke politiker. Jeg har arbejdet politisk under frankismen og derefter i et stykke tid, af troskab over for nogle politiske ideer, men jeg deltager ikke professionelt i politisk arbejde. Men jeg mener, at litteratur og politik kan leve adskilt og kan ikke leve adskilt. Man kan sige, at kun den litteratur der tager politisk stilling er god, den der har et politisk mål. Eller man kan sige det modsatte: at kun den litteratur der sætter sig ud over det politiske er god. Som en forfatter der har visse ideer af politisk karakter mener jeg, at jeg har ret til at bruge dem litterært, og at hele bogen skal vurderes litterært. Det må man gøre for at en bog kan være god både politisk og litterært, og det er bogens hovedformål. Hvis formålet er det politiske, er det ikke god litteratur, men en forfatter har ret til at vælge sin position. Det litterære vil altid være en bogs hovedformål og ikke det politiske. - Nu ser vi jo i romanerne, at Carvalho sparer op til sin alderdom. Hvad er det han vil, stikker der en småborger i ham? - Han er anarkist, i bund og grund en nihilist og indtager altid en nihilistisk holdning. Der er altid en vis karakter af småborgerlighed, en vis borgerlig ideologi i nihilistiske holdninger. Men han er først og fremmest en meget negativ mand, falsk negativ, for på den anden side forpligter han sig over for ofrene, klienterne og er samtidig meget dostojevskijsk, han sympatiserer med ofrene.

At fortælle en historie - Raymond Chandler har sagt, at den ideelle kriminalroman er en, der kan læses selv om slutningen måtte mangle. Jeg kan forstå, at De deler dette synspunkt? - Ja, det gør jeg, især når det drejer sig om et litterært værk. Når det er et litterært værk, er det, der interesserer mig mest, læserens rejse; rejsen i læsningen. Slutningen interesserer mig mindst, den er ikke særlig interessant, hvem der er den skyldige, om han bliver straffet osv. Jeg bekymrer mig kun lidt om, hvem der er den skyldige. - Her i firserne synes kriminalromanen at være blevet salonfæhig. Ikke blot modernistiske og vestreorienterede forfattere, men også store hæderkronede forlag samt mindre, der i 70’erne var venstreorienterede, har taget kriminalromanen til sig, i hvert fald i Danmark. Sker det samme i Spanien? - Ja, her sker det samme eller delvis det samme i dag. Men folk skelner helt bestemt mellem kriminalromanen, der kun er ren underholdning, og kriminalromanen, der har højere litterære ambitioner. Vi er i en lignende situation her, og mange forfattere har forsøgt sig med genren. - Kan denne tendens ses som en reaktion på 70’ernes marxistiske litteratur og kvindelitteratur? - Nej, i Spanien er det snarere en reaktion på den formalistiske litteratur, den angiveligt eksperimentelle litteratur. Heroverfor står romanen, der fortæller en historie, har en handling, en intrige, et persongalleri, en roman af den type, altså kriminalromanen, der optræder som et nærmest æstetisk alternativ til den formalistiske romans diktatur. - Er der en større forskel mellem Deres digte og mere intellektuelle' romaner på den ene side og Deres kriminalromaner på den anden? - Sjovt nok har de næsten det samme publikum, romanerne, ikke digtene, for i Spanien læser ingen digte, kun en lille minoritet læser poesi. Men de romaner, der ikke hører til Carvalho-serien, f.eks. El pianista, har det samme publikum som Carvalho-romanerne. Men i Spanien eksisterer der ikke et massivt publikum til kriminalromaner. Når der findes et publikum der er begejstret for genren, så er det en absolut minoritet. Jeg tror mange læser mine romaner, fordi de mener, at de ikke er kriminalromaner; hvis de kun var det, ville man ikke læse dem.

Franco - Sidste år fejrede vi 20-året for 1968. Hvilken indflydelse har dette oprørsår haft i Spanien? - Jeg tror det har haft mindre indflydelse i Spanien end andre steder i verden, fordi situationen her var meget anderledes. - Måske betød studenterurolighederne i 64 mere? - Ja, 64 eller 62 eller 70erne, for situationen i Spanien var på grund af frankismen ikke som i Frankrig. Somme tider har jeg sammenlignet den med en metafor, som er blevet kendt i Europa. I et teaterstykke af den tyskfødte forfatter Peter Weiss, Marats død, taler forfatteren om modsætningen mellem den individuelle revolution – Marquis de Sade' s – og den kollektive revolution – Marats, og han stiller disse to friheder op mod hinanden, den individuelle og den kollektive frihed. I Spanien har man talt om, at denne duo - Marat/Sade - svarer til den besynderlige menage a trois: Marat, Sade og Franco. For Franco var det element, der betingede historien. Således kan man i Spanien også opstille modsætningerne Marcuse og Franco; han var der altid som et element, der betingede alt: den lårkorte mode og Franco, Beatles og Franco, Bee Gees og Franco, han var altid til stede.

Carvalhos endeligt - Lad os igen vende os til Deres privatdetektiv Carvalho. Er en sådan realistisk i Spanien? Er det ikke en overføring af et litterært USA? - Nej, Carvalho er som Frankenstein, et laboratorievæsen med laboratorieingredienser: han er ex­kommunist, ex-CIA agent, hans kæreste er luder, hans dr. Watson er den forhenværende biltyv Biscuter. Disse elementer er ikke realistiske, men de er litterært realistiske, hver for sig er det realistiske elementer. Men hvis De fortalte til nogen, at De kendte Carvalho, ville ingen tro det. Han eksisterer ikke i det virkelige liv, men i romanerne, og læseren tror på ham. Det er forskellen mellem det virkelige liv og litteraturen. - Når Carvalho tænder op i kaminen bruger han bøger. Godt nok kunne han i La rosa de Alejandría ikke bestemme sig til at brænde Poeta en Nueva York ... - Nej, det forekom mig, at det ville være at skyde Lorca to gange, først skød Franco ham ... Jeg følte det ville være forræderi at brænde den bog og vovede ikke at gøre det. Sommetider tænder Carvalho op i kaminen med bøger, men det er ikke en forbrydelse, for der er tale om tomme og intetsigende bøger. - De har udtalt, at Carvalho-serien vil bestå af ti romaner. Vil De til sidst dræbe Carvalho? - Der mangler nu to romaner og en afslutning. Nej, jeg vil ikke dræbe Carvalho. I den sidste roman, som kommer til at hedde Milenio (Tusindåret) og udkommer i 93 eller 94, vil han foretage en verdensomrejse sammen med Biscuter på samme måde som i Jorden rundt i 80 dage af Jules Verne. På denne rejse jorden rundt vil han forsvinde. Det bliver en fantastisk, næsten eventyrlig bog, og dermed slutter Carvalho-serien.