KIRSTEN A. NIELSEN
Oversætter, cand.phil.
Interview med den spanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán
Bragt i tidsskriftet STANDART, nr. 4, 1994
Vázquez Montalbáns Gulliver. I juni udkom den spanske forfatter Manuel Vázquez Montalbáns »Olympisk sabotage«. Den indgår i rækken af samfundskritiske kriminalromaner med den desillusionerede, men madglade privatdetektiv Pepe Carvalho som hovedperson. - »Olympisk sabotage« er en Carvalho-krimi, men også en avantgarde-satire, som Vázquez Montalbán sammenligner med »Gullivers rejser«. Vázquez Montalbáns danske oversætter, Kirsten Nielsen, talte med forfatteren om romanen, om Carvalhos fortsatte velbefindende og om Barcelonas deroute fra Olympen.
- Hvad er overhovedet baggrunden for »Olympisk sabotage«, hvad gør den anderledes end de andre Carvalho-romaner? - Nogle europæiske aviser - i Italien, Frankrig og Spanien - bad mig lave en anti-krønike under De Olympiske Lege, en slags modskrift, så jeg skrev en historie med Carvalho som hovedperson og brugte De Olympiske Lege. Krøniken blev offentliggjort dag for dag under Legene. Derefter bearbejdede jeg materialet, strukturerede det og lavede det til en politisk fiktionsroman, en social satire, en slags »Gullivers rejse«. \ »Olympisk sabotage« er nok et brud med den realistiske linie i Carvalho-romanerne og ligner mere den første bog i serien, nemlig »Yo maté a Kennedy« (Jeg dræbte Kennedy). Der er visse ligheder, for eksempel den måde, jeg anvender figurer fra den politiske verden; de bliver til en slags tegneseriefigurer i »Yo maté a Kennedy«, og det samme har jeg gjort i »Olympisk sabotage«. »Yo maté a Kennedy« er en roman fra 1970 og beskriver verdenen omkring Kennedy'erne, mens det her drejer sig om De Olympiske Lege. En masse personer passerer revy i »Olympisk sabotage«, lige fra Bush til Paven - de er med alle sammen. Men jeg har altså skrevet politisk fiktion med en sarkastisk og satirisk tilgangsvinkel tidligere og jeg er klar over, at det var noget af et eksperiment.
- Hvordan blev» Olympisk sabotage« modtaget? - Med en vis overraskelse, for kritikken var vant til én linie i de forrige Carvalho romaner og en anden linie i mine andre romaner som for eksempel »Galíndez« og »Autobiografía del general Franco«, men her var en blanding af satire og elementer fra Carvalho-bøgerne, så kritikerne forstod den ikke rigtig og kunne bedre lide den almindelige Carvalho. Men jeg har jo ret til at eksperimentere med formen og gøre med den, hvad jeg har lyst til. I min nylig udsendte bog med Carvalho-historier, »El hermano pequeño« (Lillebroderen), er jeg så vendt tilbage til den almindelige Carvalho, den realistiske Carvalho; men i den sidste roman, jeg vil skrive om Carvalho, nemlig »Milenio« (Tusindåret), vil der igen være lighedspunkter med »Gullivers. rejse«; den får karakter af en rejse verden rundt og der vil være en del eksperimenter. Jeg føler mig fri til at gøre lidt grin med formen, så det ikke bare bliver nøjagtige gentagelser af de foregående Carvalho-historier. I øjeblikket er jeg ved at skrive en ny Carvalho-roman, »El Premio« (Prisen), og den har en almindelig krimistruktur med et mord, der skal opklares osv., akkurat ligesom i de tidligere romaner. Den har altså et realistisk tilsnit, der er ingen overraskelser i strukturen og ikke den galskab i handling og figurtegning, som vi ser i »Olympisk sabotage«.
Vor aldrende ven - Hvordan har Carvalho det. Er han ikke for træt og desillusioneret til at opklare flere sager? - Jo, og det giver sig selv, for han er en person med en alder, og den lader jeg ham reflektere. Han er nu blevet tres år og kan derfor ikke handle og leve, som da han var tredive eller fyrre år. Det forholder sig altså ikke, som nogle kritikere siger, at Vázquez Montalbán er blevet træt af Carvalho; det er Carvalho, der er blevet træt, simpelthen fordi han er blevet ældre. Hans alder afspejler sig i forholdet til kvinder, til vold og meget mere – han er selvfølgelig anderledes, end da han var tredive år. Og jeg har jo ikke tænkt mig at slå ham ihjel; han skal gå på pension, og jeg vil måske sende ham på alderdomshjem, det ville være en logisk afslutning, men jeg ved ikke rigtig endnu ... Skal jeg slå ham ihjel eller lade ham pensionere? Det er et problem. Og hvad jeg skal stille op med Biscuter og Charo? [Biscuter er Carvalhos tro følgesvend i opklaringsarbejde og gastronomi, mens Charo er en væsentlig del af detektivens aldrende kærlighedsliv. Red.]
- I Danmark er De mest kendt for Deres Carvalho bøger. Hvordan forholder det sig i Spanien og i andre lande? - Mine andre bøger betyder lige så meget som Carvalho-serien for eksempel i Spanien, Frankrig og Italien. For romanen »Galíndez« fik jeg Den Nationale Litteraturpris, og den er oversat til lige så mange sprog som Carvalho-serien. I Frankrig har »Galíndez« faktisk haft større succes end Carvalho-krimierne. »Autobiografía del general Franco« er udkommet såvel i Frankrig og Italien som i Tyskland, og i Spanien har den solgt i 100.000 eksemplarer, hvilket er mere end de fleste Carvalho-bøger. Man kan forresten ikke bare tale om Carvalho-bøgerne som en kommerciel succes. Carvalho er blevet kendt – der tales meget om ham uden at folk læst bøgerne – på samme måde som Maigret eller Don Quijote.
- Olympisk deroute - Hvordan er det gået i Barcelona efter mirakelåret 1992? I »Olympisk sabotage« beskrives Barcelona anno 1993 som dybt kriseramt, næsten som et Somalia. - De Olympiske Lege i Barcelona faldt sammen med Verdensudstillingen i Sevilla, og begge dele blev solgt som modernitetens triumf: Nu var Spanien en del af Europa, altså nu kørte man på førsteklasse i Europa, og nu ville den spanske økonomi kun kunne gå fremad. Men to måneder efter De Olympiske Lege vendte alt: Økonomisk krise, den udenlandske kapital forsvandt ud af landet, arbejdsløsheden og inflationen steg. Fra det ene øjeblik til det næste skete der det, at man fra at have været et Manhattan blev et Somalia med stor fattigdom, og det kom som en mægtig overraskelse og stod i modsætning til alle løfter. Pludselig befandt vi os i en dyb krise, og det er den situation, jeg forsøger at beskrive. Men der også sket ændringer i Barcelonas bybillede, især i den gamle bydel, som man ville forvandle til noget andet; man har for eksempel haft en ide om en ny skyline. Jeg mener, at byen dermed har mistet noget af sit særpræg. Typisk for Barcelona har altid været sammenstødet mellem Nord og Syd. Det har været et samfund bestående af et ret konservativt borgerskab, men også af eksplosioner af vrede, af sociale protester. Alt i alt en blanding af forskellige kulturer, men op til De Olympiske Lege fik man den ide, at man ville pasteurisere byen, rense den, og det er mit indtryk af pasteuriseringen, jeg har beskrevet i »Olympisk sabotage«. Den mest alvorlige og traditionelle udrensning er nok sket i Barrio Chino, hvor gadeprostitutionen næsten ikke eksisterer længere. Gadeprostitution er blevet marginaliseret, og man har saneret det meste af kvarteret; området er blevet et økonomisk spekulationsobjekt, hvor man vil bygge nye huse. Til gengæld er der sket en forøgelse af den rige prostitution i de finere kvarterer med massageklinikker og så videre. I Den Olympiske By står mange huse nu tomme, der er næsten ingen forretninger, lejlighederne bliver ikke solgt, og der er ikke noget indre liv som i andre kvarterer. I weekenden bliver den nye strandpromenade dog meget brugt, så da er der lidt mere liv - • med tiden bliver det vel bedre, efterhånden som flere mennesker flytter ind.
Udover Carvalho-serien har Vázquez Montalbán skrevet digte, noveller, essays og kommentarer - han er fast skribent i dagbladet El País - samt en række romaner, bl.a. »Galíndez«, en spændingsroman om den baskiske nationalist Jesus de Galíndez, der forsvinder under mystiske omstændigheder i sit eksil i Santo Domingo, og »Autobiografía del general Franco« (General Francos selvbiografi), om en forfatter, der af sit forlag er blevet bedt om at skrive Francos selvbiografi.
86289571 / 23271984
kirstenannalisenielsen@gmail.com