KIRSTEN A. NIELSEN

For nylig fik den spanske forfatter Juan Marsé til¬delt Den Europæiske Litteraturpris 1994 for sin roman El embrujo de Shang¬hai (Shanghais fortryllelse). Tildelingen var en overraskel¬se, da alle havde forventet, at den portugisiske forfatter Miguel Torga ville få den, og da man ikke havde forventet, at det blev en spansk forfatter, fordi Marsés spanske forfatterkollega og gode ven Manuel Vázquez Montalbán fik tildelt prisen for blot to år siden. Den danske forfatter Inger Christensen var i øvrigt en af de seks indstillede forfattere. Til det spanske dagblad El País udtaler Marsé, at han er overrasket, da han netop i år har været indstillet til adskil¬lige priser, men næsten altid er endt på andenpladsen. »Tildelingen er uretfærdig,« var Marsés første kommentar. »En så betydelig forfatter som Torga burde have fået den, men jeg vil ikke kritisere be¬slutningen, for jeg er meget taknemlig, dels fordi det dre¬jer sig om en international pris, dels fordi jeg har stået på den samme liste som Torga.« Juan Marsé er ikke særlig kendt i Danmark, for ikke før april i år udkom han på dansk (på forlaget Klim), nemlig med den lille roman: Den sorte jom¬fru (Ronda del Guinardó) fra 1984. Forfatteren, der er født i 1933, fik udgivet sin første ro¬man i 1963 og har siden da fået udgivet adskillige roma¬ner, der alle er blevet godt modtaget af såvel kritikere som publikum, og flere af dem er blevet filmatiseret. Juan Marsé er i dag en af Spaniens mest anerkendte forfattere, og hans bøger er oversat til mange sprog. I forbindelse med udgivelsen i foråret af Juan Marsés første roman på dansk, Den sorte jomfru, mødte jeg forfat¬teren i en hotelfoyer på Rambla'en, midt i Barcelona, og ved den lejlighed forærede han mig sin nyeste roman, El em-brujo de Shanghai, som netop da havde opnået dette års kri¬tikerpris, og som han altså nu igen har fået tildelt en pris for. Den sorte jomfru foregår som de fleste andre af forfatterens romaner i Barcelona i pe¬rioden efter borgerkrigen. Romanen fortæller om den trettenårige, forældreløse Rosita og den ældre, skrantende poli¬tiinspektør og deres tur gen¬nem det krigshærgede Barce¬lona på vej til ligkapellet, hvor pigen skal identificere den mand, der formodes at have voldtaget hende et par år tidli¬gere. - Kan De sige lidt om, hvad der bevægede Dem til at skrive Den sorte jomfru? »Det er svært at forklare, hvorfor jeg skrev netop denne roman, for det er snarere te¬maerne og personerne, der kommer til mig, end det er mig, der opsøger dem. Hvorfor man gør det, er sådan set my¬stisk. Personerne i Den sorte jomfru optræder også i en an¬den af mine romaner, nemlig i Si te dicen que caí fra 1973, der foregår i mit barndomskvarter i efterkrigsårene. Det er alle¬ sammen personer, jeg kender fra min barndom. I kvarteret var der en slags asyl, La casa, der tog imod mange af de for¬ældreløse børn efter borgerkri¬gen. En del af disse børn hav¬de arbejde med rengøring og lignende uden for asylet for at tjene lidt ekstra penge, og jeg så en historie i det tema. Ho¬vedpersonen i Den sorte jom¬fru er en sådan forældreløs pige, Rosita. Romanens anden hovedperson er den navnløse politiinspektør, en elendig og udslidt mand som repræsente¬rer den politiske og sociale re¬pression i perioden efter kri¬gen«.

Censurens tid - Romanen Den sorte jomfru har nogle fællestræk med Si te dicen que caí, som jo først kun¬ne udkomme i Spanien efter Franco. Tror De, at Den sorte jomfru kunne være udkommet under censuren? »Der ville helt sikkert være blevet nedlagt forbud mod dens udgivelse. Først og frem¬mest på grund af politiinspek¬tøren. Den slags kunne man overhovedet ikke røre ved. Man kunne ikke skrive på den måde, hverken om politiet el¬ler militæret. Og at der i bogen er tale om et offer for politiets tortur, for systemet, det ville have været utænkeligt at skri¬ve om. Nej, den ville bestemt ikke være blevet tilladt. Men også på grund af de erotiske scener i bogen, de ville være blevet opfattet som meget vo¬vede. At pigen er prostitueret, ville heller ikke være blevet tålt«. - De har som forfatter levet 15 år med censuren. Hvordan var det at skrive før og efter - har De oplevet nogen forskel? »Ja, det er klart. Faktisk tænkte jeg aldrig på censuren, når jeg skrev. Man sørgede simpelthen for ikke at tænke på den, for ellers var det umuligt at arbejde. Men problemet er, at man ikke var klar over, i hvor høj grad man ubevidst censurerede sig selv. Så censu¬ren havde selvfølgelig indfly¬delse. For mig var der dog en undtagelse, nemlig med Si te dicen que caí, da vidste jeg ud¬mærket lige fra første kapitel, at den roman ikke kunne ud¬gives i Spanien. Alligevel fort¬satte jeg med at skrive, men det er også det eneste tilfælde. Romanen Ultimas tardes con Teresa blev således forbudt i første omgang, eller rettere sagt: manuskriptet. Man skul¬le jo forelægge manuskriptet, og da jeg ikke fik tilladelse til udgivelse, bad jeg om en sam-tale med den ansvarlige i Ma¬drid. Det var en meget venlig mand, og han fortalte mig, at censorerne havde givet den en meget negativ vurdering, så han rådede mig til at fjerne nogle ting, men det viste sig at være de erotiske passager og ikke de politiske. I Ultimas tardes con Teresa er der nogle scener fra de første studenter¬oprør efter borgerkrigen, og jeg troede, det var de scener, der ikke kunne accepteres, men det var altså de erotiske. I den roman havde jeg måske ubevidst udøvet en slags selvcensur, men det var ikke tilfældet i Si te dicen que caí. Den kunne ikke udkomme her, men kom så i Mexico, og først efter Francos død også her i Spanien«. De kendte altså ikke Deres censorer? »Nej. De sad i Den Biblio¬grafiske Afdeling og hørte un¬der Informations- og Turistmi¬nisteriet. Der var en hel stab af læsere, der skulle komme med deres vurdering, og jeg har mistanke om, at de af frygt for at miste deres job afviste en masse manuskripter, som egentligt godt kunne være gået igennem. Det var nemlig gamle censorer, der var fra en anden tid; og efterhånden be¬gyndte systemet jo at åbne sig lidt, og meget mere kunne gå igennem, men det brød de gamle inden for systemet sig ikke om«.

Vejen til skriveriet - Hvornår og hvordan begyndte De at skrive, og hvornår vidste De, at De ville være for¬ fatter? »Jeg begyndte ligesom alle andre med at skrive små hi¬storier og digte, men især eventyrromaner, for vi havde Tarzanbøger, kioskromaner og den slags derhjemme, så det startede jeg med. Jeg tog det dog ikke særlig alvorligt, hvor¬imod jeg holdt meget af teater i den periode og spillede med i nogle stykker. Men så skulle jeg ind til militæret, i Ceuta i Afrika. Jeg brevvekslede med en barndomskammerat fra mit kvarter, da jeg ikke havde andet at lave. Jeg kedede mig meget i de 18 måneder; dage¬ne var meget lange, så jeg skrev et brev hver dag. På et tidspunkt bad jeg vennen sen¬de disse breve tilbage til mig. De handlede meget om ham og hans familie, vores fælles barndomserindringer, og det blev grundlaget for min første roman, og jeg skrev det hele sammen til et manuskript. Da jeg vendte tilbage til Barcelo¬na i 1955 havde jeg det med i kufferten. Senere præsentere¬de jeg manuskriptet for forla¬get Seix Barral, som kunne li¬de det og udgav det, men jeg fortsatte mit arbejde på værk¬stedet og tog ikke skriveriet særligt alvorligt. Så kom min anden roman, som jeg skrev i Paris på tre måneder, fordi jeg manglede penge. I dag anser jeg den blot for et udkast, for som roman er den mislykket. På det tidspunkt boede jeg i Paris og tænkte ikke på at bli¬ve forfatter, men oversatte nogle bøger fra fransk til spansk. Først efter den tredie roman, Ultimas tardes con Teresa, begyndte jeg at tænke, at det måske var det, jeg skul¬le beskæftige mig med. For den roman modtog jeg en pris, og den blev en succes og solgte godt. Men det er altid svært at forklare og egentlig ret my¬stisk, hvorfor man begynder at skrive«. Deres bøger sælger godt ... »Ja, for jeg kan leve af at skrive, og jeg skriver ikke så meget. Jeg har mange læsere, og denne min nyeste bog, El embrujo de Shanghai, fik forleden Kritikerprisen«. Mange af Deres hovedpersoner er tabere i samfundet, til¬flyttere fra Sydspanien, som for eksempel hovedpersonen i Ultimas tardes con Teresa. Kender De denne type, og hvor meget identificerer De Dem med Deres personer? »Denne type, den fattige un¬ge mand fra syden, der er kommet nordpå for at vinde rig¬dom, har sine rødder direkte tilbage i romanen fra det nit¬tende århundrede, og for mig er det en slags hyldest til den¬ne roman, som repræsenteres af Stendhal, Flaubert og Bal¬zac. Han drømmer om at komme op i samfundet, at finde værdighed gennem penge, men det vil aldrig lykkes ham. Jeg kender ham ikke person¬ligt, men han har træk til fæl¬les med mange mennesker fra mit barndomskvarter, hvor der boede mange sydfra, og jeg legede med dem i gaderne, så jeg kendte mange af den slags, Og om jeg identificerer mig med ham? Ja, det gør jeg på mange områder: hans forestil¬lingsevne, hans ønske om et bedre liv, hans marginalise¬ring, han er en taber«.

Stedets forvandling - De er altså meget influeret af den franske roman? »Jeg er en stor beundrer af romanen fra det nittende århundrede; det gælder ikke blot den franske, men også den russiske, f.eks. Tolstoj. Ligeledes holder jeg meget af Guy de Maupassants fortællinger«. Barcelona er altid til stede i Deres romaner; hvilken be¬tydning har byen for Dem? Hvad mener De om forandrin¬gerne i bybilledet? Især foran¬dringerne i forbindelse med De Olympiske Lege, som Manuel Vázquez Montalbán har kriti¬seret stærkt, bl.a. i romanen Olympisk sabotage, der snart kommer på dansk? »For mig tjener byen som scenografi, for som forfatter må jeg skrive om de ting, jeg kender, og Barcelona er jo min by, så det er der ikke noget specielt ved. Hvis jeg f.eks. var født og opvokset i Bilbao, ville mine romaner være foregået der. Byen har dog også en be¬tydning i sig selv i mine roma¬ner; det er da rigtigt. Men for¬di jeg er en realistisk forfatter, holder jeg af at skrive om ga¬derne, som de er i virkeligheden, kalde dem ved deres navn, det er en slags personlig kærlighed til byen. Men min barndoms by eksisterer ikke længere, kun inde i mit eget hoved«. »Vedrørende forandringer¬ne i bybilledet i forbindelse med De Olympiske Lege så har man mistet mange ting, og mange livsformer er gået tabt. De små restauranter på stran¬den nede i Barceloneta er for eksempel forsvundet, og det beklager jeg meget. De er re¬vet ned for at lave den store strandpromenade. Det er en skam, for det har været en del af ens liv, og man føler en vis nostalgi over for den slags ting, men det er jo livets betingelser. I opførelsen af det olympiske Barcelona har man dog i høj grad været forudse¬ende, og man har vidst, hvad man ville bruge tingene til bagefter. Det har man gjort ret fornuftigt, men selvfølgelig har der været nogle tåbelighe¬der, nogle ting, der virkelig kan kritiseres. Man har forsøgt at designe Barcelona ved at bruge arkitekter, der er op¬pe i tiden, hvad Manolo (Manuel Vázquez Montalbán) jo har kritiseret, og heri er jeg enig med ham. Men alt foran¬dres, således også livsformer¬ne. Det liv i kvarterne, jeg husker fra min barndom, eksisterer ikke længere; dengang var der mere liv i gaderne, i dag lukker folk sig inde i deres huse for at se fjernsyn.«