KIRSTEN A. NIELSEN

Feria del libro i Madrid

Maj 2010

Jeg ankommer til Madrid dagen før åbningen af den årlige Feria del libro, en 17 dage lang udendørs bogmesse, og næste formiddag skynder jeg mig at spadsere ned til Paseo de Recoletos, hvor jeg tror, at bogmessen finder sted. Men hvor er bogboderne henne. Jeg spørger en tjener uden for Café de Gijón, som i over hundrede år har været mødested for forfattere og intellektuelle, og får at vide, at bogmessen foregår i Retiro-parken. I en turistinformationsbod, jeg kommer forbi, kan den unge pige dér ikke svare på, hvor bogboderne helt præcist er opstillet, og Retiro-parken er altså en del større end Rådhusparken i Århus. Men et stykke inde i parken kan en vandsælgerske fortælle mig, i hvilken retning jeg skal gå. Endelig, efter en del besvær og en time efter åbningen, når jeg frem til vejen med bogboderne. Både til højre og venstre for mig ligger de ens og meget nydelige rød-hvide ’casetas’ ved siden af hinanden på begge sider af vejen, så jeg vælger først at gå til højre for at bese boderne dér og så tage dem til venstre bagefter, hvor der ser ud til at være flest. Men vejen drejer, og så kan jeg pludselig se den uendelige række af boder foran mig; så mange havde jeg slet ikke forestillet mig. Der viser sig at være 408 udstillere repræsenteret, fordelt på 118 boghandler, 252 forlag, 12 distributører og 26 officielle organisationer. Her er bare rigtig mange bøger. Men på messens første dag, her lige før siestaen, er der endnu ikke mødt ret mange læsere op, og der sidder heller ikke ret mange forfattere for at signere bøger endnu. Men børnene fylder dog godt op, og der ser ud til at være mange skoleklasser, lige fra de yngste til de ældste, på fælles tur til messen. Og der er nok at se på specielt for dem, for ud over de mange boder med børnebøger er der også hele to pavilloner med børneaktiviteter, og da jeg går forbi en af dem, kan jeg høre oplæsning derindefra. Men så pludselig ser jeg, at der ved en bod lidt længere fremme er stimlet en masse mennesker sammen, heriblandt en del med fotoapparater samt et par stykker med kameraer, og da jeg kommer nærmere, kan jeg se adskillige veltrænede mænd klædt i mørke jakkesæt. Der må vist være tale om livvagter, og da jeg hører en mand med kamera råbe højt: ”Hvordan går det med kongen?” (som netop har overstået en operation), bliver jeg klar over, at det må være dronningen, der er ude for at besigtige boderne, efter at hun kort forinden har åbnet messen officielt.

SØNDAG I RETIRO’EN: Mange madrilenere i alle aldre lader søndagsudflugten gå til Retiro-parken, men denne søndag ser det ud, som om de fleste har valgt at besøge parkens bogmesse, for da jeg ankommer til det sted i parken hvor bogboderne starter, er der fyldt med mennesker, som spadserer i roligt tempo fra bod til bod. Varmen er kommet til byen i løbet af det sidste par dage, og her ved ellevetiden bager solen, så det er mest behageligt at bese boderne i den skyggefulde venstre side, men det er næsten umuligt, da strømmen af mennesker holder til højre nedad og til venstre opad. Jeg bliver helt misundelig, da jeg ser, at mange af gæsterne går og vifter sig med forskelligt udformede vifter i form af reklamemateriale fra de udstillende forlag, men det lykkes mig at få fat i en vifte af en uddeler, der beklager sig over varmen, så nu kan jeg også vifte varmen lidt væk. I dag er der rigtig mange forfattere, som sidder i boderne og signerer bøger, så når der næsten uafbrudt gives meddelelser i højttalerne, drejer det sig ikke om efterlysninger af bortkomne børn, men om meddelelser om, hvilke forfattere der lige nu sidder ved hvilke boder. Her er både fagbogsforfattere og skønlitterære forfattere, og det er bestemt ikke dem alle, der er kendt uden for Spanien. Her er naturligvis også udenlandske forfattere – ud over de nordiske – så da jeg når frem til bog- og musikhandelskæden Fnacs bod og standser op for at kigge på deres bøger, opdager jeg, at her sidder den engelske forfatter Chris Stewart, som er bosiddende i Spanien, og hvis seneste bog netop er udkommet i spansk oversættelse. Han udbryder: ”Endelig kommer dagens første læser for at få en signering.” Men da præsenterer jeg mig som oversætter og fortæller, at det er mig, der har oversat hans første bog ”Citroner på vejen” til dansk. Der er tid til en lille snak, og han fortæller mig bl.a. lidt om sin nyeste bog. Da jeg siger farvel og går videre, er der stadig væk ikke er dannet en kø af læsere for at få Chris Stewart til at signere hans nye bog.

Længere nede langs boderne ser jeg flere steder lange køer, hvor forfattere sidder og signerer bøger, men køerne er velordnede ved hjælp af mobile afspærringer, og folk er meget disciplinerede. En af de længste køer er ved boghandlerkæden Casa del Libros bod, hvor forfatteren Julia Navarro sidder lige nu; hun skriver historiske spændingsbøger, og hendes første roman ”Det stumme broderskab” udkom på dansk i min oversættelse for fire år siden. Men i betragtning af køens længde finder jeg det ikke passende at stille mig op for blot at hilse på og præsentere mig som hendes danske oversætter, især da ikke når jeg ikke engang har købt – eller læst – hendes nyeste roman: ”Díme quién soy”, en moppedreng på lidt over 1000 sider, som i de seneste uger har ligget øverst på salgslisten. Jeg får dog fat i et prøvekapitel, som deles ud omkring den lange kø af læsere. Det vil jeg lige læse, inden jeg beslutter mig for at købe bogen. I øvrigt gives der ti procents rabat på alle bøger i messedagene. En anden af Spaniens bedst sælgende spændingsforfatter på messen i år er Arturo Pérez-Reverte, som også er udkommet på dansk bl.a. med serien om kaptajn Alatriste. Og det er noget af en nyhed, for han har angiveligt nægtet at deltage i messen, efter at han for tretten år siden opdagede, at messefolkene gik rundt og opmålte længden på køerne af læsere, der ventede på at få deres bøger signeret, og derefter offentliggjorde en liste over de forfattere, som havde de længste køer – dette er man siden holdt op med. I dag søndag er der adskillige ting på programmet i de i alt syv pavilloner (i alt er der i år omkring 350 aktiviteter), og jeg sætter mig ind i en af dem, hvor der nok er omkring 50 siddepladser. Her skal der kl. 13 uddeles en pris til vinderen af en essaykonkurrence, men da seancen ikke er startet 20 minutter over, opgiver jeg og går igen. Det nærmer sig siesta-tid og dermed lukketid, men der er stadig fyldt med mennesker. Mon der kommer lige så mange mennesker efter siestaen? Jeg må prøve at besøge messen en aften.