KIRSTEN A. NIELSEN
Oversætter, cand.phil.
Elizondo - en by i den smukke og mystiske Baztán-dal
En oversætter går i sin forfatters fodspor (september 2015)
Det er stadig mørkt, da bussen afgår til Elizondo fra busstationen i Pamplona klokken otte en fredag morgen i september, og tågen ligger tungt over vejen. Men det begynder at lysne, efterhånden som bussen bevæger sig opad i de mægtige skovklædte bjerge, og tågen hænger nu som store klatter hen over landskabet – et helt fantastisk syn, der varer ved på hele den cirka én time lange tur. Jeg er sammen med min rejseledsager på vej til den lille baskiske landsby Elizondo, som ligger i den nordlige del af Spanien ca. halvtreds kilometer nord for Pamplona i den smukke Baztán-dal, og som har omkring tre et halvt tusinde indbyggere. Det er nemlig hertil, at den spanske forfatter Dolores Redondo har henlagt handlingen i sin krimitrilogi, som udkom i Spanien fra 2013-2014 og straks fik stor succes i hjemlandet og nu er solgt til 32 lande – en filmatisering er tilmed på vej. Trilogien udkommer også på dansk, på forlaget Hr. Ferdinand og i min oversættelse; den første, ”Den usynlige vogter”, udkom i februar i år, den anden, ”De glemte børn”, udkom i oktober i år, og den tredje, som jeg netop er i gang med at oversætte, udkommer til næste år. Lige siden jeg begyndte at oversætte den første bog i trilogien, har jeg haft lyst til at aflægge besøg i denne idylliske by ved Baztan-floden, omgivet af mægtige skovklædte bjergområder, hvor der sker de forfærdeligste mord, og hvor den mange hundrede år gamle baskiske mytologi er særdeles levende den dag i dag, i hvert fald i romanernes univers. Forfatteren bruger nemlig byen og omegnen helt konkret i sine bøger, således at man kan tage rundt og finde de steder, som optræder i romanerne, og hvor hovedpersonen politikommissær Amaia Salazar og bøgernes andre personer færdes. Allerede da den første bog udkom i Spanien og blev modtaget med begejstring, voksede interessen for denne hidtil ikke særlig kendte by, og læserne begyndte at valfarte dertil, hvorefter der ret hurtigt blev arrangeret rundvisninger i forfatterens eller måske rettere Amaias fodspor
Den dag, vi ankommer til Elizondo, er der ingen guidede ture, så vi må selv rundt for at finde de steder, vi kender fra romanerne. Da vi står af bussen i Elizondos centrum ved nitiden, begynder vi straks at udforske de smalle gader på begge sider af Baztán-floden og finder kirken, Iglesia de Santiago, hvor de myrdede piger i den første roman bliver bisat; den blev bygget i begyndelsen af det 20. århundrede, da den gamle kirke blev revet ned, efter at den var blevet ødelagt ved en oversvømmelse i 1913. Kun det gamle klokketårn er bevaret og udgør det ene af den nye kirkes to tårne. Vi finder frem til rådhuset, et smukt palads fra slutningen af 1700-tallet, beliggende på byens centrale plads, Plaza de los Fueros, som dog mest ligner en tom parkeringsplads, og efter at have ledt lidt på pladsen finder vi endelig frem til den mindesten, som fortæller, at der her på pladsen i flere århundreder er blevet spillet det traditionelle baskiske pelota-boldspil, og som Amaia altid skal hen at røre ved, når hun passerer forbi. Den sten må jeg selvfølgelig også hen at røre ved. Det er stadig køligt her tidligt på formiddagen, og efter at vi har gået rundt et stykke tid, støder vi pludselig på et skilt, hvor der står Malkorra; det er navnet på det konditori, hvor Amaia ofte indtager en kop kaffe, og der er åbent! Vi går naturligvis straks ind i den lune og hyggelige café, der også er bagerbutik, og finder hurtigt et ledigt bord, da der ikke er så mange gæster på dette tidspunkt. Da jeg bestiller kaffe og en txantxigorri, en traditionel, egnsspecifik kage, som spiller en vigtig rolle i opklaringen af mordene i ”Den usynlige vogter”, får jeg at vide, at de ikke er færdige med at bage dem endnu, så vi må nøjes med en croissant. Men inden vi forlader cafeen, er kagerne færdige, og jeg køber en, mens ekspeditricen fortæller, at det egentlig er en kage, som traditionelt kun blev bagt ved juletid, men efter Redondos succes kommer alle turisterne ind og spørger efter dem, så nu bager de dem hele året.
Da vi forlader konditoriet, er solen ved at komme frem, og tågen ligger nu kun få steder oppe ved bjergene. Vi begiver os hen til turistkontoret, der åbner klokken elleve, for at høre, om de har et kort over byen. Det har de, og da jeg spørger, i hvilken retning man skal gå for at komme til kirkegården og til den nye politistation, som begge spiller en vigtig rolle i bøgerne, og som ligger et stykke uden for byen, griner hun lidt, for hun kan godt regne ud, at jeg har tænkt mig at gå i Redondos fodspor, og jeg fortæller da, at jeg er den danske oversætter af bøgerne og er kommet for at se den idylliske by Elizondo i virkeligheden.
Vi begiver os nu til fods i retning mod kirkegården, et par kilometer uden for byen, op ad en snoet landevej, mens solen skinner, og det bliver varmere og varmere, så vi er lige ved at opgive, men efter endnu et sving kan vi endelig se kirkegården i det fjerne mellem marker, hvor der går køer med klokker om halsen. Kirkegården blev nemlig på et tidspunkt flyttet inde fra byen for at undgå, at den blev oversvømmet, når floden gik over sine bredder, hvilket stadig sker adskillige gange om året. Her på kirkegården er der fredeligt og mennesketomt, så vi går rundt og studerer gravstederne, finder det gamle vejkors midt på kirkegården og finder også frem til det gravsted udsmykket med en engel, som optræder i romanerne.
Vi går tilbage til byen og ned til Baztán-floden, der med sin dæmning med den karakteristiske konstante brusen er byens midtpunkt og sjæl; det er her på Muniartea-broen, med udsigt til dæmningen, at Amaia ofte søger hen, når hun trænger til at være alene og tænke – og det er her, at Redondo lader sig fotografere, når hun bliver interviewet og fortæller om sine bøger. Lige på den anden side af broen skulle Amaias tantes hus angiveligt ligge, et karakteristisk baskisk hus i to etager (den nederste etage blev oprindeligt brugt til stald), med bredt tagudhæng (hvor man kan gå i tørvejr, når det regner, og det gør det meget ofte i Baztán-dalen), med skodder for vinduerne og med en buegang ved indgangen. Det sidste havde jeg svært at forestille mig, da jeg sad derhjemme og oversatte, men finder nu flere huse med netop den slags indgang, og et af dem erklærer jeg må være tantens hus. Vi trænger efterhånden til en forfriskning, og fra romanerne kender vi flere barer og restauranter, som også findes i virkeligheden. Vi kommer blandt andet forbi Amaias yndlingsrestaurant, Santxotena, som har lukket på dette tidspunkt af dagen, men vi kigger ind ad vinduerne og kan se de karakteristiske lyserøde vægge. I stedet for vender vi tilbage til floden ved den centrale Muniartea-bro og finder hen til Bar Txokoto, hvor der i romanerne er meget livligt om aftenen, og da jeg kigger indenfor, ser jeg et stort rustikt lokale med træbjælker på loftet og træmøbler og kan sagtens forestille mig det fyldt med snakkende og drikkende gæster. Men da der nu er varmt og dejligt solskin, sætter vi os ved et af bordene udenfor og indtager en café con leche og en caña, mens vi kigger over på hotel Trinkete, som vi også kender fra romanerne, et smukt hus i den specielle baskiske byggestil med træudsmykninger, bredt tagudhæng og balkoner pyntet med masser af blomster.
Der er kun to afgange til og to afgange fra Elizondo denne fredag, så midt på eftermiddagen tager vi bussen tilbage til Pamplona, og vi kører atter igennem det smukke grønne landskab, som nu ser helt anderledes ud, hvor solen skinner, og alt er lyst og grønt, og hvor vi kommer igennem små landsbyer, som er lige så idylliske som Elizondo, men uden at være så berømte. For Redondo har efterhånden gjort Elizondo kendt i det meste af verden, og begejstrede læsere valfarter hertil, hvad man sikkert ikke er kede af i byen, og i Malkorra-cafeen bager de gerne txantxigorri-kager hele året rundt til krimi-turisterne.
86289571 / 23271984
kirstenannalisenielsen@gmail.com