KIRSTEN A. NIELSEN

Bogmesse i Valencia

April 2015

Siden 1967 har der i Madrid hvert forår været afholdt en stor sytten dage lang udendørs bogmesse i byens store Retiro-park. Forlagene sørger for, at de nye bøger udkommer op til denne begivenhed, og alle forfatterne, både de kendte og de mindre kendte, stiller op for at møde deres læsere, som strømmer til. Men også i mange andre større spanske byer afholdes der tilsvarende udendørs bogmesser, lige fra Bilbao i nord over Valladolid og til Sevilla i syd. Da jeg fandt ud af, at Spaniens tredjestørste by, Valencia, også havde en sådan bogmesse, nemlig i slutningen af april, besluttede jeg at tage hertil, til byen på ’den hvide kyst’ med det milde klima, med den idylliske historiske bydel, de store grønne parkområder og de lange friske strande, men altså også med litteratur. Der er ingen direkte flyforbindelse mellem Aarhus og Valencia, så jeg og min rejseledsager tager med et Ryanair-fly fra Billund til Alicante, som er kendt af mange danskere, der flyver dertil, når de skal op til det meget besøgte ferieområde Benidorm, femogfyrre kilometer længere nordpå. På grund af sen ankomst vælger vi at overnatte i Alicante, og det fortryder vi ikke, for vi når at få et godt indtryk af byen om aftenen, hvor det summer af liv i de hyggelige smalle gader med mange restauranter og barer, der især er besøgt af turister. I det hele taget er den meget charmerende by med sin store lystbådehavn præget af turister, finder vi ud af næste dag, hvor vi spadserer op til den store middelalderborg Castillo de Santa Bárbara – i stedet for at tage elevatoren derop nede fra den lange og smukke strandpromenade. Da jeg spørger en ældre herre om vej derop, kommer han med en grundig forklaring og tilføjer, at man bør have en flaske vand med til turen op ad den stejle bakke, for det er nemlig det fineste sommervejr med langt over tyve grader.

Dagen efter vores ankomst til Valencia, d. 23. april, er det Verdens bogdag, som er indstiftet af UNESCO og fejres overalt i Spanien. Så efter at have kigget i den lokale avis drager vi ud i byen for at se, hvad der sker i anledning af bogdagen, men vi finder dog hurtigt ud af, at de fleste litterære arrangementer finder sted ude på bogmessen. Vi kigger ind på byens store museum for moderne kunst, hvor der om aftenen skal være en rundbordsdiskussion med forskellige forfattere, og lidt før klokken fem om eftermiddagen finder vi frem til en café med det litterære navn Rivendel i det idylliske El Carme-kvarter, lige over for byens offentlige bibliotek, hvor der skal være en bookcrossing. Da vi når frem, ser vi, at der er opstillet nogle borde med bøger, mikrofon og et musikanlæg, hvorfra der lyder gamle popnumre. Vi kigger lidt på de opstillede bøger og sætter os på cafeens udendørs terrasse med en lokal Turia-øl og en café con leche, spændt på, hvad der skal ske, men der sker ikke rigtig noget, bortset fra at musikken spiller, og forbipasserende og cafégæster går over og kigger på de udstillede bøger og tager en bog eller to med derfra. Da jeg efter et godt stykke tid går over og kigger på bøgerne igen, er der ikke så mange tilbage, men jeg får øje på en for mig velkendt bog, nemlig krimiforfatteren Antonio Hills første roman ”El verano de los juguetes muertos” (”De døde dukkers sommer”), som jeg har oversat til dansk. Nu skal den sammen med alle de andre bøger ud på bookcrossing-tur. Senere på aftenen er der oplæsning af nogle unge digtere, men da har vi forladt cafeen.

Men det er jo den udendørs bogmesse, som er rejsens hovedmål, så vi spadserer gennem den gamle bydel, over kongebroen, Puente Real, som sammen med 16 andre broer fører over det tidligere flodleje, der nu er anlagt som park og snor sig gennem byen, over til den kongelige have, Jardín de Viveros, hvor bogmessen finder sted. Da vi denne formiddag på messens tredje dag finder frem til de to lange rækker af bogboder, 81 boder er der i alt i år, hvor messen afholdes for 50. gang, er området fyldt med børn, som vist ikke alle har nået læsealderen, og det viser sig, at næsten alle gæsterne på dette tidspunkt er skoleklasser og deres lærere. På messens scener både udendørs, i telte og inde i lokaler i det tilstødende naturvidenskabelige museum er der da også mange arrangementer for børn, bl.a. dramatiseret oplæsning – også for de alleryngste. Det er dejligt at se så mange begejstrede unge læsere på bogmessen. Da jeg får fat i et program og ser hvilke forfattere, der skal deltage, bliver jeg nok en smule skuffet, da faktisk alle de oplistede forfattere er for mig ukendte navne, men jeg opdager dog så, at en af ’mine’ forfattere, nemlig Rosa Montero, kommer. Min første oversættelse overhovedet var netop en af Rosa Monteros tidlige romaner; hun stiller op til interview og til bogsignering. Det må jeg absolut overvære, og da jeg næste eftermiddag ankommer til den sal i det naturvidenskabelige museum, hvor interviewet skal foregå, er salen allerede fyldt. Vi hører hende fortælle om sit lange forfatterskab helt tilbage til de to romaner, ”Bolero” og ”Skælven”, som jeg oversatte til dansk i 1986 og 1991, og hun slutter af med at fortælle om sin netop udkomne roman, som er en slags science fiction-krimi med en kvindelig detektiv, og som har fået stor succes og vakt begejstring hos publikum. Efter interviewet er tilhørerne ivrige efter at stille spørgsmål, og flere takker for de efterhånden mange romaner, Rosa Montero har glædet sine læsere med, og fortæller om, hvad bøgerne har betydet for dem. Efter denne oplevelse har jeg fået lyst til at købe og læse den nye roman, men jeg må rundt til fire bogboder, inden det lykkes mig at få fat i et eksemplar af den på messen næsten udsolgte bog, hvorefter jeg går hen til den bod, hvor Rosa Montero nu sidder for at signere, og stiller mig op i køen. Da det bliver min tur, præsenterer jeg mig som hendes danske oversætter og fortæller, at vi mødtes i Madrid for omkring femogtyve år siden, hvor jeg lavede interview med hende i anledning af udgivelsen af en af hendes bøger på dansk i min oversættelse. Det kunne hun selvfølgelig ikke huske, men vi fik en lille snak, bl.a. om muligheden for at få et dansk forlag til at genoptage forfatterskabet med hendes seneste roman, og jeg fik en fin dedikation. Så nu glæder jeg mig til at læse romanen, ”El peso del corazón”.

I løbet af de seks dage, vi besøger Valencia, er der litterære arrangementer flere steder rundt om i byen, og en aften overværer jeg en bogpræsentation, som foregår i stormagasinet El Corte Inglés’ afdeling i Calle de Colón, i deres Ámbito Cultural, kultursal, på sjette sal. Det er historikeren og forfatteren Juan Eslava Galán, der meget levende fortæller om sin succesfyldte nye historiske roman med den interessante titel ”Misterioso asesinato en casa de Cervantes” (det mystiske mord i Cervantes’ hus). Også denne seance slutter af med spørgsmål fra et talrigt og meget spørgelystent publikum. Jo, valencianerne er meget interesseret i at læse bøger og ivrige efter møde bøgernes forfattere, hvilket jeg også får bevis for, da jeg dagen efter foran boghandlerkæden Casa del Libros afdeling lige over for tyrefægterarenaen får øje på en mægtig kø af mennesker. Jeg går hen og spørger en midaldrende kvinde i den konstant voksende kø, hvad de venter på. Hun fortæller, at de venter på, at boghandlen skal åbne, og at en forfatter skal komme og signere bøger. Det drejer sig om en forfatter af en meget populær selvhjælpsbog, som hun begejstret anbefaler mig at læse. Også mange udenlandske forfattere har gennem tiderne gæstet Valencia, og den meget rejsende Hemingway har naturligvis været her; han opholdt sig i byen i en periode i 1920’erne og boede selvfølgelig tæt på tyrefægterarenaen, så han ikke havde så langt, når han skulle til tyrefægtning. Hans yndlingsrestaurant skulle angiveligt have været fiskerestauranten La Pepica, der er grundlagt i 1898 og ligger ude ved den smukt anlagte strandpromenade. Da vi en dag kommer forbi og kigger ind, kan vi se nogle store lokaler beklædt med blå kakler og enorme mængder af paellapander – her skulle man nok kunne få styret sin paella-lyst. Men Valencia er jo mere end paella og litteratur, så i løbet af vores ophold i byen når vi også at studere byens kunst og arkitektur. Vi besøger museet for moderne kunst og museet for valenciansk kunst og endelig byens største turistattraktion, nemlig Ciudad de las artes y las ciencias (kunst- og videnskabsbyen). Med sin overraskende postmoderne arkitektur ligger denne 350.000 kvadratmeter store by langs næsten to kilometer af det tidligere flodleje og består af et operahus, et planetarium, et videnskabsmuseum og et oceanografisk museum med nogle fantastiske kæmpestore underjordiske akvarier, samt en hængebro og et parkeringsanlæg med have ovenover, det meste designet af arkitekten Santiago Calatrava. I det hele taget har byen i de seneste år satset meget på kunsten og arkitekturen i bestræbelserne på at blive lige så kendt som storebrødrene Madrid og Barcelona. Efter bare seks dages ophold i Valencia kan jeg varmt anbefale at aflægge besøg i byen, som foruden sit behagelige klima og sine fine strande altså også kan byde på mange spændende kulturelle oplevelser. Og at litteraturen lever og har det godt i Valencia, fremgår af, at der kort efter bogmessens afslutning for tredje år i træk afholdes en tre dage lang krimimesse, Valencia Negra, med besøg af landets bedste krimiforfattere, bla. Dolores Redondo, der er aktuel på dansk med romanen ”Den usynlige vogter”.