Rejsebrev fra Barcelona

Rejsebrev fra Barcelona

 

Bogens Dag og i Ildefonso Falcones' fodspor (April 2017)

Byen er klædt til fest, og solen skinner fra en klar himmel. Overalt er der roser, bøger og det catalanske flag. Det er Bogens Dag, som her i Barcelona er en stor festdag, da man samtidig fejrer byens skytshelgen, Skt. Jørgen. På den dag er der tradition for, at man forærer hinanden en bog og en rose. I år falder dagen på en søndag, og da min rejsefælle og jeg drager ud for at opleve festlighederne, er det, som om alle byens indbyggere, plus de store mængder turister, allerede her midt på formiddagen er på gaden, og det skal da også vise sig, at blive den største Diada de Sant Jordi, som dagen kaldes på catalansk, nogensinde. På byens tre største hovedstrøg er der fyldt med bogboder. Ramblaen er helt lukket for kørende trafik, og Paseo de Gracia og Rambla de Cataluña er delvist lukket, for at der kan blive plads til de mange mennesker, der vandrer op og ned ad gaderne, kigger på bøger, køber bøger og roser og står i kø foran de store boghandlers bogboder. For mange er denne dags højdepunkt nemlig at møde deres yndlingsforfatter. I bogboderne sidder forfatterne efter tur og signerer bøger, mens læserne står i lange køer, naturligvis især hvis det drejer sig om de mest populære forfattere. Og forfatterne tager sig tid til at spørge til læserens navn for at kunne skrive en personlig hilsen. Nogle af forfatterne sidder i op til syv timer og signerer, så man må tro, at de til sidst får skrivekrampe. Således starter forfatteren Dolores Redondo kl. 11 ved Casa del Libros stand og slutter kl. 22, efter syv timers signering med kun to timers frokostpause. Redondo er blevet kendt for sin meget populære Baztán-trilogi, som også er udkommet på dansk, i min oversættelse, så jeg beslutter mig for at stille mig op i den meget lange kø lidt før kl. 11, for at få en dedikation, hilse på hende og præsentere mig som hendes danske oversætter. Men efter at jeg har stået en time i køen, hvor alle snakker og hygger sig, og der er en vældig god stemning, meddeles det klokken 12, at Dolores skal videre til næste sted. Da er vi stadig omkring tredive tilbage i køen, men ingen bliver sure, højest lidt skuffede. Jeg opgiver da at få en dedikation, og jeg undlader også at forsøge at få en dedikation af en anden af tidens populære forfatter, nemlig Ildefonso Falcones, som i efteråret fik udgivet sin nye historiske roman, ”Los heredores de la tierra”. Falcones stiller op til signering tre gange en time, og også her er der lange køer med forventningsfulde læsere.

Det er netop i anledning af ”Los heredores de la tierra”, at jeg er kommet til Barcelona. Efter at være blevet færdig med at oversætte ”Los heredores de la tierra” har jeg sat mig for at gå i forfatterens fodspor og finde resterne af den middelalderby, som spiller en vigtig rolle i romanen. Falcones nye roman, ”Jordens arvinger”, som den kommer til at hedde på dansk, udkommer om kort tid på forlaget Cicero og er den længe ventede opfølger til ”Havets katedral”, hans meget populære roman, der handler om opførelsen af Santa María del Mar-kirken i det 14. århundrede. I begyndelsen af den over ni hundrede sider lange roman møder vi hovedpersonen fra ”Havets katedral”, så derfor starter turen i Falcones’ – eller ”Jordens arvingers” – fodspor med et gensyn med denne smukke kirke, som ikke mindst takket være Falcones’ roman er blevet en særdeles populær turistattraktion. Her er fyldt med mennesker, og man skal nu også betale entré for at komme ind i kirken, undtagen til messetiderne. Bag ved kirken, et lille stykke længere nedad mod vandet, ligger Pla de Palau, pladsen, hvor der i romanens start foregår en grusom henrettelse, der får stor betydning for hovedpersonen, Hugo, som på det tidspunkt er tolv år, og som vi følger gennem de følgende omkring halvtreds år. Her er nu moderne bygninger og trafikerede veje, så det er svært at forestille sig henrettelserne på et skafot her for syv hundrede år siden. Da vi når frem til det kongelige skibsværft, hvor Hugo får arbejde, er det noget lettere at forestille sig, hvordan det så ud dengang. De smukke haller står der nemlig endnu i deres imponerende pragt og er i dag indrettet som søfartsmuseum. Skibsværftet har i århundredernes løb undergået adskillige forandringer, og især er der kommet flere haller til end i slutningen af det 14. århundrede, hvor værftet bestod af et bygningskompleks med otte haller. Man skal også forestille sig, at værftet dengang lå helt ned til stranden, som man trak de store nybyggede galejer hen over og ud i havet. Inde i museet kan man i dag se kopier af de forskellige historiske skibe, og hovedattraktionen er en kæmpestor og meget smukt udstyret kongelig galej fra 1568, en kopi skabt til museet i 1971 i anledning af 400-årsdagen for søslaget ved Lepanto. Den er et imponerende syn, og man forstår, hvorfor det var nødvendigt at opføre disse kæmpestore haller med de smukke buer, når der skulle bygges så mægtige skibe.

Men det går ilde for Hugo, og han mister sit arbejde på skibsværftet, så vores tur går videre uden for den gamle romerske bymur, til Raval-kvarteret, hvor han får arbejde og kommer til at bo i de næste mange år. I slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede var der her kun klostre og hospitaler samt enkelte huse, der lå spredt mellem marker og haver. I dag er det et tæt bebygget og stærkt trafikeret kvarter. På vej ned ad Calle del Carmen kommer vi forbi en nu desværre lukket restaurant, Los Carmelitos, så måske er det netop her, at karmeliterklostret har ligget. Vi fortsætter ad parallelgaden Calle del Hospital og når frem til den bygning, som er central i ”Jordens arvinger”, og som stadig står her i dag i sin imponerende og smukke skikkelse: Hospital de la Santa Cruz, byens store hospital, som blev indviet i 1409, og som i dag bl.a. huser Kataloniens Bibliotek. Her bliver Hugo, der nu har lært at dyrke og fremstille vin, ansat som kældermester, efter at han har fulgt opførelsen af hospitalet. Det er så heldigt, at der netop i anledning af byens festdag er åbent hus, således at vi får mulighed for at komme indenfor i det bygningsværk, der er opført i samme stil som skibsværftet med de karakteristiske buer og kæmpestore højloftede haller, hvor de syge lå på række, i en hal til kvinder og en hal til mænd. Når man ser bort fra det moderne inventar og kigger op på det buede loft, kan man sagtens forestille sig, hvordan det har set ud, da der var hospital. Under rundturen kigger jeg efter vinkælderen, som vi hører meget om i romanen, for det er jo her, Hugo arbejder, men man kan slet ikke komme ned i kælderetagen, og da jeg i informationen spørger efter ’la bodega’ er der ingen, der kender til en sådan. Men jeg er nu sikker på, at det ikke bare er noget, Falcones har fundet på, for selvfølgelig var der dengang en vinkælder, da selv syge og fattige drak vin og ikke vand. Derfor går jeg næste dag, hvor det er mandag, igen hen på hospitalet og får fat i en meget hjælpsom bibliotekar, som heller ikke kender noget til vinkælderen, men straks finder kopier af nogle gamle bygningstegninger frem. Det er tegninger fra 1700-tallet og de ældste, man har bevaret, og på planen over kælderetagen finder vi da også ordet ’bodega’. Hvad denne tidligere vinkælder bliver brugt til i dag, ved bibliotekaren ikke, da der ikke er adgang til den nederste etage.

 

 

Turen går tilbage ad Calle de Hospital, hen over Ramblaen og ind i den gamle bydel igen, nemlig til Calle de Boqueria, hvor Hugo lejer et hus for at åbne sin egen skænkestue, og selv om husene i den meget smalle gade alle er af nyere dato, finder jeg alligevel en indgang, som jeg forestiller mig fører ind til hans kro. Når man går lidt til venstre for Calle Boquería, støder man på Santa María del Pi-kirken. Den blev færdigbygget i 1391, men uden klokketårn, da der ikke var flere penge, så i romanens tid stod der blot et halvfærdigt tårn. Bag ved kirken lå der en kirkegård, og det er her, at Hugo får ram på en af sine værste fjender. Nu er der tæt bebygget på stedet, og vi går ind for at bese kirken, der især er berømt for sin smukke glasroset, en tro kopi af den oprindelige, idet det meste af kirken blev ødelagt under borgerkrigen. Næste dag fortsætter turen til endnu en markant bygning fra fjortenhundredtallet, nemlig Tinell-salen, hvor det hedder sig, at Columbus blev modtaget af det katolske kongepar i 1493, da han vendte hjem fra sin første tur til Amerika. Denne sal imponeres Hugo over, da han er i audiens hos den kongelige flådes admiral i Det Store Palads, der dengang var kongebolig. Tinell-salen og Santa Ágata–kapellet, der er de eneste rester tilbage af Det Store Palads, er i dag en del af det Barcelonas historiske museum, MUHBA. Men rundturen i museet starter med, at vi tager elevatoren ned under jorden, hvor kan man se meget omfattende arkæologiske udgravninger fra romertiden og ruiner af biskoppaladset fra det 4. til det 7. århundrede. Og da vi kommer op igen, kommer vi til en storslået udstilling om Barcelona i middelalderen med plancher og udstillede genstande, hvor man kan studere forskellige aspekter af livet i byen. Det er spændende at se nogle af de ting, man læser om i ”Jordens arvinger”, og jeg kan forestille mig, at udstillingen har inspireret Falcones, da han skrev sin roman.

Det går nu atter nedad mod Santa María de la Mar-kirken, hvor vi startede turen. Denne gang for at finde Calle de Marquet, hvor det palads ligger, som spiller en vigtig rolle i romanen. Vi går via Calle de Regomir og støder på et skilt på en mur, der fortæller, at her lå en af de fire ældste byporte, og man kan se ned til nogle ruiner. Vi går ind gennem gården, hvor der viser sig at ligge et palads oven på nogle udgravede romerske termer, og inde i gården er der en smuk stenport fra det oprindelige middelalderpalads. Der er adgang til paladset, som nu fungerer som en slags beboerhus, hvor man kan bese de underjordiske ruiner. Vi fortsætter videre af Calle del Regomir, krydser Calle Ample og når frem til Calle de Marquet, som er endnu smallere end Calle del Regomir. I middelalderen førte den ned til vandet, men i dag ender den i en af byens meget trafikerede boulevarder. I denne gade finder vi ikke noget, der ligner paladset fra romanen, men jeg får dog øje en meget stor tofløjet træport, som godt kunne have været indgangen til paladset, så vi går tilbage i retning mod Santa María de la Mar-kirken til Calle de Montcada, hvor Picasso-museet ligger, og her finder vi flere bygninger, som jeg synes, kan ligne paladset i Calle de Marquet. Denne tur i Falcones’ fodspor slutter ved Santa María de la Mar-kirken. Det har været spændende at forsøge at finde rester af Barcelona i middelalderen, den tid, hvor ”Jordens arvinger” foregår. De mest markante og bedst bevarede eksempler er dog skibsværftet og hospitalet, som begge er optaget på Unescos Verdensarvsliste. Og mon ikke alverdens litteraturturister allerede er begyndt at strømme til Barcelona for at gå på litterær vandring i byen, ligesom det skete for ti år siden, efter at Falcones havde fået udgivet sin første roman: ”Havets katedral”? ”Jordens arvinger” udkommer på dansk d. 15. juni på forlaget Cicero.

86289571 / 23271984

KNPL@STOFANET.DK