På sporet af ottehundredetallets Barcelona

På sporet af ottehundredetallets Barcelona

 

En oversætter går i sin forfatters fodspor, april 2018

Er det mon i dag muligt at finde rester af ottehundredetallets Barcelona? Det har jeg sat mig for at undersøge i anledning af, at jeg er i gang med at oversætte den netop udkomne historiske roman ”La tierra maldita” (den forbandede jord), skrevet af Juan Francisco Ferrándiz, en ung spansk forfatter, som har fået udgivet to historiske romaner i henholdsvis 2012 og 2015, men som med denne har fået sit helt store nationale og internationale gennembrud. Det er en knap syv hundrede sider lang roman, som foregår i byen og grevskabet Barcelona, der i ottehundredetallet hørte ind under Det Tysk-romerske Rige og var dettes sydligste grænse op til maurernes erobrede område. Det var en mørk og grusom tid, hvor Barcelona, en by med knap tusind indbyggere, blev udsat for utallige angreb og plyndringer fra maurere, horder af udstødte og dens egne grever. Byen forsvandt dog ikke som andre af det frankiske riges byer, der var grundlagt af romerne, men overlevede og udviklede sig til den fantastiske by, den er i dag.

         

Med det formål at gå i forfatterens eller romanens fodspor er min rejseledsager og jeg draget til Barcelona og har indlogeret os på vores sædvanlige hotel i Calle de Pintor Fortuny. Vi ankommer dagen før en af byens store festdage, den 23. april, nemlig Día de Sant Jordi og Día del Libro, hvor man fejrer byens skytshelgen Sankt Jørgen samtidig med, at man fejrer den internationale bogdag. Meteorologerne lover godt vejr, og godt vejr er en betingelse for dagens succes, idet bøgerne og festlighederne er flyttet ud på gaden. I år er der endnu flere gader fyldt med bogboder og rosenboder, for på denne dag er det en tradition, at man forærer hinanden en bog og en rose. I stedet for den sædvanlige røde rose, ser vi i år mange gule roser – det er de catalanske uafhængighedstilhængeres måde at vise på, at de ønsker løsrivelse fra resten af Spanien.     

         

Bogens dag er også den dag, hvor forfatterne strømmer til byen for at møde deres læsere. Ved skiftende bogboder sidder de ofte i op til otte timer og skriver dedikationer til deres læsere, der står i kø med en bog for at få en kort snak og en hilsen fra deres yndlingsforfatter. Man ser mange steder utrolig lange køer, hvor læserne tålmodigt står i lang tid og venter på, at det skal blive deres tur. En af de forfattere, der er kommet til byen for at møde sine læsere, er netop Juan Francisco Ferrándiz, som bor i Valencia. Jeg har orienteret mig om, hvor og hvornår han skal signere bøger, så da klokken nærmer sig 14, og det er tid til at holde frokostpause, stiller jeg mig op i den på det tidspunkt lille kø ved en af bogboderne på Rambla de Cataluña. Da jeg som den sidste i køen når frem, præsenterer jeg mig som hans danske oversætter. Vi får en lille snak, og jeg får naturligvis også en dedikation i min udgave af ”La tierra maldita”. Da jeg senere på dagen er inde i en af den store boghandlerkæde Casa del libros afdelinger, opdager jeg, at alle ekspedienterne går rundt i T-shirts med et billede af bogen på ryggen. Dagen efter kan jeg læse i avisen, at ”La tierra maldita” var den femte mest sælgende roman på bogens dag, og på Facebook takker en overvældet og glad forfatter alle sine læsere.

        

I en avisartikel i forbindelse med udgivelsen af ”La tierra maldita” opfordrer Juan Francisco Ferrándiz sine læsere til at tage en historisk rundtur rundt til fem steder i den legendariske by, som vi møder i romanen, og som stadig kan ses i dag over tusind år senere, og det er netop, hvad jeg og min rejseledsager har tænkt os at gøre. Så næste dag begiver vi os hen til katedralen, hvor vi finder de første rester af den gamle by fra ottehundredetallet. Selv om jeg mange gange har stået på Plaza Nova foran katedralen og set resterne af den romerske mur, har jeg ikke været klar over, hvor meget der også stod her så langt tilbage som i ottehundredetallet. Dengang kaldtes Barcelona Den Kronede By efter de 78 tårne, der indgik i bymuren, for når man nærmede sig byen, dannede disse tårne en krone. Her på Plaza Nova kan man i dag se resterne af et af disse tårne, og jeg forsøger at forestille mig, hvordan disse mægtige historiske sten indgik i den bymur, som var med til at redde byen, der i dag syder af aktivitet. Her på pladsen foran domkirken er der desværre så stor trængsel, at det er umuligt at tage et foto af tårnet og porten uden fotograferende turister!

Vi fortsætter turen i det, der i dag kaldes det gotiske kvarter, for at nå frem til næste historiske sted, nemlig i Calle del Paradís nummer 10, hvor vi kan finde nogle gamle rester, som også personerne i ”La tierra maldita” forundres over, nemlig fire kæmpestore søjler, som var en del af Augusto-templet, bygget af romerne, som jo grundlagde byen og gav den navnet Barcino. På romanens tid blev søjlerne, som i dag ikke længere står ude i det fri, men inde i en overdækket gård, kaldt Miraklet, for man mente, at disse vældige søjler alene kun kunne være helgeners værk. En af bogens hovedpersoner, som starter og driver en kro lige ved siden af søjlerne, giver kroen navnet ’Miraklet’.

         

Ikke langt derfra finder vi Plaza del Rei med et palads fra omkring 15. århundrede, Casa Padellá, hvor der i dag er skiftende udstillinger. Her kan man se resterne af et ottekantet dåbsbad, som byens første kristne blev døbt i, som det fortælles i romanen. Stedet var måske også allerede helligt før de kristnes tid. I dag er det smukt restaurerede palads indgang til byens historiske museum.

Næste stop på den historiske rundtur er netop Barcelonas historiske museum (MUHBA). For at finde rester fra romanens tid skal man med en elevator ned under jorden. Her kan man se udgravede mure fra det primitive bispepalads, hvor romanens nok vigtigste og ikke-fiktive person, biskop Frodo, boede. Dette underjordiske museums betydeligste udgravninger går dog endnu længere tilbage, nemlig til romertiden. Det er helt utroligt og imponerende, så meget man har fundet og udgravet fra byens tidligste historie, og når man går rundt hernede, kan man godt få en forestilling om, hvordan livet var dengang.

         

Det femte og sidste stop på rundturen fører os tilbage til katedralen, og til Sankt Eulalia-krypten, der ligger inde i kirken, bag ved højalteret og ned ad en lille trappe. Her er de jordiske rester af Barcelonas skytshelgen Sankt Eulalia (f. 290) begravet. Hun er en kristen martyr, der blev torteret og dræbt af romerne, og i 633 blev hun kanoniseret, men i romanens tid vidste man ikke, hvor hun lå begravet. I romanen fortælles der om, hvordan biskop Frodo finder hendes grav, graver hendes jordiske rester op og genbegraver hende under stor højtidelighed i den på det tidspunkt færdigopførte domkirke, hvor hun blev placeret i den krypt, som hun ligger i den dag i dag. Fundet af Sankt Eulalia i år 878 bliver i romanen forklaret som den begivenhed, der vendte Barcelonas skæbne og betød byens overlevelse og udvikling til den by, den er i dag. På kryptens midtervæg hænger en marmorgravsten med en tekst, som dog ikke kan læses, når man står og kigger ned i krypten bag det opsatte gitter. Der fortælles mange sagn om denne helgeninde, men når man læser romanen, giver det god mening, at fundet af hendes jordiske rester skulle have haft stor betydning for Barcelonas overlevelse.

I romanen kommer vi også uden for byen og rundt i grevskabet, men i ottehundredetallet var der næsten kun store øde og forladte områder uden for muren, for når man forsøgte at genbefolke og opdyrke jorden, blev det hele ofte ødelagt af mauriske angreb, krige mellem de forskellige grever og uhyggelige horder af vildmænds plyndringer. Alligevel findes der også rester fra den tid, der kan beses i dag, idet der blev opført borge og tårne, som man brugte til beskyttelse og til at holde udkig med fjenderne. Et af disse steder, vi hører om i romanen, er et tårn, Torre de Benviure, hvor nogle af personerne holder til i forsøg på at samle en hær, der skal redde Barcelona og få den rette greve sat på tronen. Da jeg og min rejseledsager beslutter os for at tage ud og se tårnet, som kun ligger omkring tredive kilometer sydøst for Barcelona i San Boi de Llobregat, der nu er en forstad tæt ved El Prat-lufthavnen, finder vi ud af, at det er en temmelig besværlig tur med offentlige transportmidler, så vi aftaler med en taxachauffør at køre os derop, hvorefter vi vil spadsere ned til byen. Det viser sig, at tårnet ligger helt oppe på et bjerg, som vi når til ad en lang og snoet vej, og at det bliver en lang tur tilbage til fods. Men taxachaufføren er parat til at køre os ned ad bjerget igen, når vi har beset tårnet, og det tager ikke lang tid, for det viser sig, at tårnet er indhegnet, og at det kun er muligt at komme ind til det og op i det søndag formiddag. Alligevel er det spændende at se tårnet og tænke på, hvad det blev brugt til engang, og hvordan livet var her for over tusind år siden. Vi kører ned i selve byen San Boi de Llobregat og bliver sat af ved kirken, som vi går ind for at se, mens vi venter på, at byens historiske museum, som vi også har planlagt at besøge, skal lukke op kl. 17. Men da kirkeklokken slår fem, og vi stiller ved museets indgang, bliver der ikke lukket op, så jeg griber telefonen og ringer for at spørge om, hvorfor der ikke er lukket op. Der kommer en museumsmand ud til indgangen og meddeler, at de holder lukket i et par uger pga. ombygning. Da jeg fortæller, at vi er kommet fra Danmark for at se den specialudstilling, de netop har om grevskabet Barcelona og Den Spanske Mark fra 700 til år 1000, bliver vi meget venligt inviteret indenfor og ført hen til det lokale, hvor udstillingen er opsat. Det er en fin lille udstilling med både billeder og plakater med oplysende tekster samt spændende genstande fra den tid, som ”Den forbandede jord” foregår i. Da vi spørger til resterne af de romerske termer, som ligger en gade derfra, får vi at vide, at de også er lukkede. Vi takker dog nej til også at blive lukket ind dér, for man kan se dem udefra ved at kigge ind gennem vinduerne. Det er tilstrækkeligt for os. Efter denne oplevelsesrige jagt på rester fra ottehundredetallet finder vi frem til byens torv, hvor vi får os en forfriskning og kigger på det rige folkeliv, inden vi går over til byens station med direkte togforbindelse til Barcelonas centrum. Det var en lang og besværlig tur, men alligevel umagen værd.

         

Her slutter vi vores historiske rundtur. Det har været spændende at finde frem til rester af det gamle Barcelona, som Juan Francisco Ferrándiz har beskrevet så levende i ”La tierra maldita” eller ”Den forbandede jord”, som den kommer til at hedde på dansk. Romanen, der er både spændende og fyldt med dramatik, udkommer på dansk 11. april 2019 på forlaget Cicero.

86289571 / 23271984

KNPL@STOFANET.DK