En samtale med den spanske forfatter Miguel Delibes

En samtale med den spanske forfatter Miguel Delibes

 

Bragt i tidsskriftet Bogens verden, nr. 5, december 1993

I Delibes' bøger møder vi ofte marginaliserede eller svage personer, det kan f.eks. være fattige og retarderede som i Los santos inocentes og børn som i El camino. Som forklaring på, hvorfor det forholder sig således, siger han: - Jeg mener at kapitalismen, den demokratiske kapitalisme, stiller sig tilfreds med at give en høj levestandard til tre fjerdedele af vort samfund, mens den sidste fjerdedel forbliver marginaliseret, også i dag. Og jeg har taget parti for denne fjerdedel, de fattige, for de har ingen til at forsvare sig. Jeg følte, at jeg havde dette ansvar. Filmen over Deres bog Los santos inocentes har gjort stort indtryk på mange mennesker i Danmark. Man forundredes over, at disse feudale forhold skulle have eksisteret i 1960ernes Spanien? - Det svarer godt nok til virkeligheden, selv om man kan sige, at landarbejderne i Los santos inocentes, typer som Paco el Bajo og Azarfas, er ved at forsvinde i dag, ligesom feudalherren, der behandler sine underordnede, sine landarbejdere, ganske forfærdeligt. Men heldigvis er det ved at være slut i vore moderne tider. I El camino forlader Daniel, hovedpersonen, der er en dreng på elleve år, landsbyen for at studere. Man kan vel læse ud af den bog, at livet på landet er meget bedre end i byen. Er det da Deres opfattelse, at civilisationen ødelægger mennesket? - Livet på landet er meget lykkeligere for børnene end livet i byen, men for de voksne er livet på landet ikke lettere end i byen, i hvert fald har det ikke været lettere før i dag, hvor maskinerne er kommet til. Jeg tror ikke, at civilisationen ødelægger mennesket på den måde, som Rosseau antog, men jeg tror, at den retning, som civilisationen og fremskridtet har udviklet sig i, er forfejlet. Vi har baseret fremskridtet på industrien og pengene.

Vi har forherliget penge, vi gør alt for penge, og det er for mig at se ikke det sande fremskridt. Det sande fremskridt ligger derimod i solidaritet mellem menneskene og i livskvaliteten, ikke i livskvantiteten eller i det behagelige liv. Jeg mener, at denne livskvalitet er det sande fremskridt. Jeg har skrevet en bog, der hedder Un mundo que agoniza (En verden der kæmper sin dødskamp), og den handler om det konstante angreb, som industrien retter mod naturen. Jeg mener, at industrien altid bør underordnes naturen. Sker der ikke også netop det her i Valladolid, at industrien ødelægger byen? - Den har ødelagt byen, floden, miljøet osv. Der er her sket en irrationel udvikling, uden at man forinden har undersøgt, hvilke følger den vil få for naturen; det er menneskehedens selvmordsforsøg. Fortsætter det på denne måde i Spanien, eller er man begyndt at tænke sig lidt mere om? - Man tænker og man taler, især under valgkampene, men derefter undlader man i virkeligheden at udføre ret meget af det, der er behov for. Forleden opdagede man, at hullet i ozonlaget har gjort mere end fem hundrede får blinde i Patagonien i det sydlige Argentina. Deres øjne var hvide og hævede, de var fuldstændigt blinde, og folk gik med mørke solbriller af frygt for solstrålerne, som ikke blev filtreret. Og alt, hvad man i USA har sagt, at man vil gøre, er, at i stedet for nu med det samme at tage forholdsregler mod de gasser, der frembringer huller i ozonlaget, vil man først tage forholdsregler i år 1999. Det er for mig en tåbelighed. Det bør ske i morgen. Så snart som muligt. Det er den rene galskab. Vi burde være forpligtet til allerede den dag i morgen at gøre noget mod det udslip af gasser.

 

I 1992 foregik der mange ting i Spanien: Expo 92, De Olympiske Lege, Madrid som europæisk kulturby, 500-året for Amerikas ”opdagelse”. Er det ikke for meget for et land, der stadig har mange økonomiske problemer at slås med? - Jo. Jo, det mener jeg. Men jeg tror, at man netop har villet gøre dette for at skabe tillid til os i forbindelse med vores tilstedeværelse i Europa. Jeg bryder mig ikke særlig meget om den slags festligheder. Jeg holder meget af De Olympiske Lege og af sport i det hele taget, men det er for meget for et fattigt land som vort. Alligevel måtte man jo gøre noget for at mindes mødet mellem Spanien og Amerika for fem hundrede år siden, men jeg mener ikke lige, det var den måde, man skulle have gjort det på. Man kunne have lavet noget mere enkelt, som på en mere ægte måde kunne have vist forholdet mellem Spanien og Latinamerika. Her i Valladolid, hvor Columbus døde, fejrer man da ikke 500-året for ”opdagelsen” af Amerika? - Nej. Og her blev jo ikke bare Columbus født, men her blev også det katolske kongepar viet, her underskrev man Tordesillas-traktaten, hvor verden blev opdelt mellem Spanien og Portugal. Altså, som historisk centrum er Valladolid meget betydningsfuld, men det er de store byer, de mest udviklede - som Madrid, Barcelona og Sevilla - der festligholder begivenhederne. Vi her i de mindre byer har åbenbart ingen ret til at fejre noget. Salamanca bad om at måtte blive europæisk kulturby, og man fik at vide - måske med nogen ret - at byen ikke havde udviklet sin infrastruktur, det vil sige, at den ikke havde tilstrækkeligt mange hoteller, udstillingslokaler, koncertsale m.v. Måske var det rigtigt, men alt i alt kunne festligholdelserne godt være blevet fordelt lidt bedre.

 

Hvor kommer selvstyret ind i billedet her? - Vi har her haft autonomistyre i omkring fjorten år, men styret råder ikke over ret mange penge at gøre godt med. Baskerlandet og Katalonien fik selvstyre straks efter Francos død. Det var forudset, for disse områder har altid haft en speciel administrativ situation i forhold til resten af Spanien. Men sådan var det ikke i Kastilien; sammen med resten af Spanien dannede Kastilien en enhed. Man havde ikke nogen form for selvstyre her. Men da man startede med selvstyret i Baskerlandet og Katalonien, så fik resten af landet også selvstyre efterhånden. Hvad mener De om, at man i Baskerlandet vil have fuldstændig autonomi? - Det står jo ikke helt klart. I dag siger man i Baskerlandet, at man ikke ønsker selvstændighed, man ønsker ikke løsrivelse, undtagen ETA, som anvender terrorisme. Ligesom Katalonien ønsker Baskerlandet heller ikke selvstændighed. De forstår, at i dag, hvor man søger et samlet Europa, er det absurd, at vi ophæver Spaniens enhed, som har bestået i fem hundrede år, og som faktisk har fungeret som en enhed. Så det man vil i Katalonien og i Baskerlandet er et større mål af autonomi, det maksimale mål af selvstyre, som kan opnås, uden at det på noget tidspunkt betyder uafhængighed. Her i Kastilien er man ikke specielt glade for autonomien, vi accepterer autonomistyret, som vi accepterede de tidligere lokalstyrer. Vi har ikke noget varmt forhold hertil, vi accepterede det formelt, men uden begejstring. Men er det ikke sådan, at autonomistyret f.eks. forsøger at skabe et kulturelt miljø her? - Der findes en vis tendens til at forsøge at ”hæve” kulturen, som altid har befundet sig på et lavt stade her i Kastilien. Men man må her tage i betragtning, at Kastilien altid har været et fattigt område med få ressourcer, man har levet af landbrug, korndyrkning, vindyrkning og nu tillige industri. Det har altid været et fattigt område. Vi lever lidt af fortidens storhed. Vi er stolte af vores historie, men vi erkender, at vores liv i dag ikke står mål med vores fortid. Lokalregeringen her i Castilla y León har jo for omkring et år siden skabt et symfoniorkester med hovedsæde her i Valladolid? - Der er kun ganske få musikere i vores område, så den største del af orkestret er udlændinge. Og fra Castilla y León er der kun en enkelt. Der er andre spaniere, men kun én herfra. Vi har ganske vist et musikkonservatorium, men almindeligvis går uddannelsen blot ud på at spille klaver, synge efter noder, ren pynt, ikke på at skabe sig en karriere. Derfor findes der ikke mange musikere i Valladolid. Men med dette nye orkester og med en forbedring af forholdene på konservatoriet, der hidtil har haft til huse i meget dårlige lokaler, håber jeg, der sker en udvikling på dette område i fremtiden.

Tilbage til litteraturen. Hvad er Deres inspiration? - Jeg har mange favoritforfattere. Men for mig er de vigtigste Proust, Woolf og Steinbeck blandt amerikanerne; Dostojevskij blandt russerne. Der er mange forfattere, som interesserer mig. Måske er de fire vigtigste de nævnte. Har De beskæftiget Dem med den nordiske litteratur? - Jeg kender enkelte nordiske forfattere - jeg holder meget af Hamsun - men jeg har ikke føling med den nordiske litteratur i dag. Jeg tror ikke, der bliver oversat så meget. Danske forfattere bliver oversat meget lidt, tror jeg. Jeg kender Kierkegaard. Og jeg er meget interesseret i den svenske filminstruktør Ingmar Bergmann. Jeg kan lide hans svenske temperament, hans måde at opfatte litteraturen og filmen på. Jo, jeg er meget interesseret i de nordiske forfattere. Hvordan var det at skrive før og efter Franco? Hvordan har De oplevet forskellen? - Ja, der var selvfølgelig forskel. Det var vanskeligt i de første år med Franco, mine første romaner blev censureret. Min anden roman havde tredive overstregninger. Men den tredie havde kun én overstregning, det var El camino. Og senere fik jeg ikke noget overstreget - ikke før til allersidst med El príncipe destronado (Den detroniserede prins). Men der skete jo det, at jeg hele tiden skrev med censurens trussel hængende over hovedet; jeg skrev med varsomhed for ikke at krænke censorerne. Men censorerne var noget enfoldige, for en roman som var et stærkt angreb mod Franco-styret, Cinco horas con Mario (Fem timer med Mario), forstod de ikke. De forstod ikke, at det, jeg mente, var det modsatte af det, hovedpersonen Carmen tænkte. De syntes, at Carmen var en meget fornuftig, meget troværdig, meget rigtig person, så de slettede ikke noget. Har De ændret bøgerne ved senere udgivelser? - Nej. Jeg kunne måske have ændret i den anden roman, for den var meget skamferet, men det maskinskrevne manuskript forsvandt. Forlagsredaktøren mistede sit eksemplar, og mit gik tabt ved en oversvømmelse. Derfor kunne jeg ikke rette noget efter Francos død, så den er den samme som før. Lige så dårlig som den var dengang, og som den er i dag. Hvilken bog holder De mest af ud af de næsten halvtreds bøger, som De har skrevet? - Jeg er selv en meget stærk kritiker af mine bøger, jeg er aldrig tilfreds med nogen af dem, for jeg når aldrig så langt, som jeg havde i sinde. Jeg kan aldrig lave dem så godt, som jeg ønskede. Jeg har altid måttet stille mig tilfreds med resultater, som var dårligere, end jeg ønskede, men hvis jeg skal vælge de bøger, som jeg finder er bedst lavet, så må det være 377A, madera de héroe (377A, træ som helte er gjort af) og Señora de rojo sobre fondo gris (Dame i rødt på grå baggrund), det vil sige mine allerseneste bøger, og det er jo ganske naturligt Deres seneste bog er en slags erindringsbog. Er De i gang med at skrive Deres erindringer? - Nej, det var bare en enkeltstående bog, hvori jeg har meddelt nogle erindringer om mit liv med sport, det vil sige om mit liv i den fri luft, jeg fortæller om cykling, fodbold, svømning etc., men jeg har ikke i sinde at skrive flere erindringsbøger. Jeg har skrevet andre bøger om jagt, og skriver netop nu endnu en, og jeg mener, det er interessant, for netop nu befinder vi os på det afgørende tidspunkt for jagtens fremtid i hele verden. Man er f.eks. begyndt at opdrætte agerhøns i bure til at sætte ud i naturen for at kunne sikre bestanden af denne dyreart i Spanien. Men herved mister man den ægte vilde jagt, som ellers endnu findes på landet, ude i naturen. For mig, der holder af den vilde jagt, er det meget trist, men på den anden side sikrer det artens overlevelse. Og den sker overalt i verden.

I sommeren 1993 udkom på forlaget Klim for første gang på dansk en af Miguel Delibes' romaner. Det drejer sig om El camino (Vejen) fra 1950. I denne roman betragtes verden gennem den elleveårige Daniels øjne. I natten før afrejsen ligger han søvnløs på sin seng og ser tilbage på sin barndom i den lille landsby, som han nu må forlade, idet hans far har bestemt, at han skal drage ind til den store by for at studere og »komme frem i verden«. Daniel selv ville helst af alt blive i sin elskede landsby og fortsætte det lykkelige liv sammen med sine kammerater og landsbyens mange sjove og særegne personligheder. Men han må til sidst af sted, selv om det forekommer ham uretfærdigt, og selv om han mener, at det er at gå ad en anden vej end den, Gud har udstukket for ham, for de voksne bestemmer alt. I romanen hører vi om de mange både komiske og tragiske episoder, der finder sted i den lille landsby på den kastillianske højslette, og det lykkes forfatteren at fortælle om disse forhold med både humor og ironi. Den spanske forfatter Miguel Delibes er født i 1920 i Valladolid; han er uddannet jurist og har gennem mange år virket som dagbladsjournalist og i en årrække været chefredaktør på avisen El Norte de Castilla. Delibes regnes for en af Spaniens største nulevende forfattere og har i årenes løb modtaget adskillige litterære priser. Han tilhører - sammen med bl.a. nobelpristageren Cela - den generation af forfattere, der begyndte at skrive nogle år efter borgerkrigens afslutning. Umiddelbart efter borgerkrigen var der opstået en slags litterært tomrum, da mange forfattere var draget i eksil, og censuren var streng, så først omkring slutningen af fyrrerne kom der igen gang i den spanske litteratur. Karakteristisk for denne periodes forfattere er, at de så realistisk som muligt forsøger at beskrive deres land og deres tid i denne kaotiske periode efter striden, der splittede spanierne og endte med fascisternes overtagelse af magten. Delibes har dog aldrig været en blot socialrealistisk forfatter. Hans første roman, La sombra del Cipres es alargada (Cypressens skygge er forlænget) udkom i 1948 og indbragte ham den fornemme Nadalpris. Tonen i Delibes' romaner er ofte pessimistisk, men bøgerne er dog netop samtidig præget af lyriske stemninger og sådanne humoristiske og til tider næsten groteske indslag, der også kendes fra andre forfattere af kulturpessimistisk observans (f.eks. Pontoppidan og Wied herhjemme). I mange af hans romaner finder man en nostalgisk længsel efter en lykkelig verden, som er blevet ødelagt af civilisationen, en længsel tilbage mod barndommens verden - en verden af i går. Romanen Los santos inocentes (De hellige enfoldige) blev filmatiseret i 1984, og filmen opnåede De Gyldne Palmer i Cannes. Også romanen El Camino (Vejen) er der blevet lavet en film over.

86289571 / 23271984

KNPL@STOFANET.DK