Kirsten A. Nielsen -

Lugo – en by i det regnfulde Galicien

En oversætter går i sin forfatters fodspor (september 2017)

Lugo er både navnet på en by og en provins i Galicien i den nordvestlige del af Spanien, hvor den spanske bestsellerforfatter Dolores Redondo har henlagt scenen for sin nye roman, ”Todo esto te daré”, som jeg netop er færdig med at oversætte til dansk. Den er jeg nu draget til for at opleve. ”Lugo modtog ham med en himmel, der var grumset som klorvand.” Sådan skriver Redondo, da bogens hovedperson ankommer fra Madrid en septemberdag for at identificere liget af sin ægtemand, der angiveligt er omkommet i en trafikulykke. Men da min rejseledsager og jeg ankommer til stationen i Lugo fra Madrid en septembereftermiddag efter en seks en halv time lang, men meget behagelig og spændende togtur, skinner solen fra en klar himmel, dog er det noget køligere end Madrids knap 30 graders varme. Byen Lugo ligger på en højslette, knap fem hundrede meter over havets overflade, i en egn med mægtige floder i de grønne, frodige dale mellem de afrundede og ikke særlig høje bjerge. Ved foden af byen, der har ca. 96.000 indbyggere, løber floden Miño. Efter at vi er steget af toget, begiver vi os af sted til vores hotel, som ifølge Google Maps skulle ligge blot et kvarters gang fra stationen, ved byens centrale plads, Plaza Mayor, men vi havde ikke lige taget højde for byens store højdeforskelle og mange bakker, så det går opad og opad, indtil vi endelig når frem til det historiske centrum, hvor hotellet ligger. Men først må vi igennem en af de ti porte i den gamle romerske bymur. Lugo blev grundlagt af romerne o. 26 f. Kr. som en militær befæstning, hvor der tidligere havde været en vigtig keltisk handelsplads, og det er den ældste by i Galicien. På Plaza Mayor kan man se to statuer af byens romerske grundlæggere. Bymuren er den bedst bevarede romerske bymur i Spanien, den er ti meter høj, seks meter bred og ca. to kilometer lang. Den går hele vejen rundt om den gamle romerske by og er i dag optaget på UNESCO’s verdenskulturarvsliste.


Dagen efter vores ankomst må vi da også straks hen og se på den imposante bymur, men først aflægger vi besøg på turistkontoret, som ligger i et af de smukke middelalderhuse med buegange ved den gamle markedsplads, hvor man foruden en statue af martyren Fray Manuel de los Mártires også kan se en smuk barokfontæne. I turistkontorets hus er der et informationscenter om bymuren, og her får vi i tekst og billeder samt ved hjælp af rester af mure og mosaikker fortalt historien om det romerske muranlæg, og således er vi godt rustede til at begive os op på den meterhøje mur ad en stentrappe bag ved katedralen og vandre hele vejen rundt. Heroppefra er der til alle sider den mest fantastiske udsigt ind over byen og ud over byen uden for muren, ud mod bjergene og floden og de bagvedliggende marker, samt til de dramatiske skyer, som vi oplever i mange nuancer hver dag, også skyer, der ser ud til at kan indeholde regn. Denne torsdag eftermiddag er der ikke særlig mange mennesker på muren, enkelte løbere og hundeluftere og så nogle turister, der dog mest holder sig til muren lige omkring katedralen. Katedralen, Santa María de Lugo, er nok byens største turistmagnet. Siden midten af det 8. århundrede har der her ligget en kirke, og den katedral, vi ser i dag, blev påbegyndt i 1129 og færdigbygget i 1273 og er i romansk stil. Den må vi naturligvis også ind at se på. Da vi træder indenfor, er det første indtryk, at kirken er meget stor, men også meget overfyldt, så det eneste sted, hvorfra man har et uhindret syn op gennem midterskibet, er oppe fra galleriet, som går hele vejen rundt i kirken. Der skal betales entré for at komme op på galleriet, men vi skal naturligvis derop og se det hele fra oven. Det viser sig, at galleriet er nyistandsat og indrettet som et museum med udstilling af mange prægtige religiøse genstande og forklarende tekster og billeder. Et af klenodierne er en altertavle, lavet af den flamske billedhugger Cornelis de Holanda i det sekstende århundrede; den blev stærkt beskadiget under jordskælvet i Lissabon i 1755 og består derfor nu kun af to store fragmenter. Siden 1669 har Lugos katedral haft paveligt privilegium til permanent at udstille det hellige sakramente, der nu står oplyst dag og nat på højaltret. Da vi skal til at forlade kirken, fortæller billetsælgersken, at der inkluderet i entreen er adgang til den tilhørende klostergård; herude hersker der fred og ro, og der er kun få turister. Da vi kommer forbi billetsælgersken på vej ud, ser vi, at hun har travlt med at betjene et par unge kvinder, der er klædt i det sædvanlige pilgrimsvandringsudstyr: solide vandrestøvler, praktisk tøj og rygsæk. De skal have et stempel i deres pilgrimspas som bevis på, at de har været i katedralen i Lugo. For Lugo er nemlig en gammel pilgrimsby, som ligger på den ’primitive’ pilgrimsrute, og herfra er der kun hundrede kilometer til Santiago de Compostela.

Pilgrimsvandrere møder vi også den dag, hvor vi har besluttet os for at se den gamle romerske bro, der går over floden Miño og ligeledes er optaget på UNESCO’s verdenskulturarvsliste. Vi begiver os uden for bymuren og går i retning mod en af byens store parker, som på kortet ser ud til at føre direkte ned til floden. Det viser sig efterhånden, at der er temmelig langt derned, fordi det hele tiden går stejlt nedad, så man det meste af tiden må gå ad snoede veje og stier og trapper. Da vi til sidst kan skimte floden, vælger vi, efter at have forhørt os hos en hundelufter, at skyde genvej ad en sti, hvor der er etageejendomme på skrænten til venstre for os og til højre store marker, hvor vi får øje på nogle kæmpestore grønkålslignende planter. De hedder berzas og bruges meget i det galiciske køkken; vi får flere gange lejlighed til at smage dem bl.a. i en suppe. Det viser sig, at stien faktisk er en del af pilgrimsruten, som fortsætter over den gamle romerske bro og videre i retning mod Santiago, for vi opdager pludselig det lille skilt med symbolet for pilgrimsruten. Da vi når frem til broen, som bevogtes af en romersk kriger udført i metal, er der fyldt med pilgrimsvandrere, der åbenbart gør holdt her, hvor der ligger et par hyggelige barer, som har stillet borde og stole helt op ad broen. Vi sætter os og indtager en vand og en øl, som bliver serveret med en lille tapa i form af et stort og lækkert stykke tortilla. Da vi har siddet her et stykke tid, bliver der pludselig stille og næsten mennesketomt, nemlig da flokken af pilgrimsvandrere begiver sig af sted hen over broen i samlet trop til næste stop. Vi krydser også den smukke, nyrestaurerede bro, men vælger at gå tilbage igen, fordi vi vil forsøge at finde frem til resterne af et romersk badeanlæg, der skulle ligge lidt længere henne ad flodbredden. Vi følger en sti, som fører hen til et kurbad og hotel, hvor vi da også finder nogle ruiner ved indgangen, men det viser sig, at der kun én enkelt dag om ugen er adgang til at komme ind og se de indendørs ruiner. Så vi fortsætter ad stien langs den smukke og idylliske flod, i varmen og solen, for heller ikke denne dag oplever vi regn, selv om der om formiddagen har været mange grå skyer på himlen. Da vi når frem til den næste bro over floden, en meget trafikeret moderne bro, vender vi om og går tilbage til den gamle bro, som nu om dage er lukket for al kørende trafik. På det hyggelige hjørne ved broen indtager sætter vi os igen og indtager en kop kaffe, inden vi begiver os hjem til hotellet i centrum, som ligger langt oppe over floden.

I Redondos roman spiller især landskabet omkring Ribeira Sacra, den hellige flodbred, en vigtig rolle, og hovedpersonen betages af det storslåede landskab omkring floden Sil ved den lille by Belesar, hvor der dyrkes vin på de stejle bjergskråninger, og som ligger omkring 50 kilometer fra Lugo. Fra toget har vi set en del af dette landskab med stejle skrænter og brede floder og mægtige dæmninger. På turistkontoret får vi at vide, at det kun er muligt at komme dertil på en arrangeret tur (når man ikke selv kører bil), og jeg ringer derfor til turarrangøren og melder os til. Men desværre viser det sig næste dag, at turen er aflyst på grund af manglende tilslutning. Så vi må nøjes med at studere området grundigt på togturen tilbage til Madrid nogle dage senere. Den fremragende vin, der fremstilles i Ribeira Sacra, og som området er berømt for, får vi dog lejlighed til at smage flere gange. Redondo beskriver også i sin roman, hvordan hovedpersonen undrer sig over, at man på barer og cafeer i Lugo altid får serveret en tapa sammen med sine bestilte drikkevarer. Dette fænomen, som næsten ikke eksisterer i Madrid længere, oplevede vi også stort set overalt i Lugo. De ofte fyldige og lækre tapas bliver nogle steder serveret af en tjener, der kommer rundt i lokalet med en bakke og byder de nyankomne gæster, ofte flere gange, så man faktisk kan spare at bestille forret og nøjes med hovedret til aftensmaden. En tapa kan for eksempel være mini-empanadaer eller pulpo gallego, små stykker blæksprutte kogt med løg og laurbær, overhældt med olie og drysset med paprika, en ret, som er kendt over hele landet, og som vi smager adskillige gange. I det hele taget er Galicien et eldorado for dem, der holder af fisk og skaldyr, og de fleste af de fisk og skaldyr, der spises i Spanien, kommer fra Galicien.

Vores sidste dag i Lugo er en søndag, hvor man kan forestille sig, at der er ret dødt, fordi forretningerne er lukkede, men da vi midt på formiddagen drejer om hjørnet til Plaza Mayor, ser vi, at man er i fuld gang med at opstille boder til et loppemarked, hvor der sælges alverdens ting, både nyt og gammelt. Vi slentrer lidt rundt og kigger på, men fortsætter derefter ind i de små gader og finder ud af, at søndag er en stor museumsdag, for da vi når frem til Domus de Mitreo, hvor man kan se ruinerne af et romersk hus med et tempel til dyrkelse af gudinden Mithra, er her åbent og mange gæster. Kort efter at vi er kommet ind og ned til de mægtige underjordiske udgravninger, går en guide i gang med et foredrag på spansk om huset og udgravningerne, og derefter vises en meget lærerig film om livet her i romertiden. Vi fortsætter hen til Casa de los Mosaicos, der også har åbent og mange gæster. Her vises ligeledes rester af et romersk hus fra det 3. eller 4. århundrede. Hovedattraktionen er et smukt mosaikgulv. Også her er vi så heldige, at en guide netop skal til at fortælle om huset og derefter viser en film om livet, som man forestiller sig, det har udspillet sig her. Tilbage på Plaza Mayor sætter vi os og indtager en kop kaffe på en af den lange række af cafeer, og her er der fyldt overalt med gæster klædt i nydeligt søndagstøj. På bænkene over for cafeerne er der også fyldt med især ældre mænd og kvinder, der ser ud til at mødes her for at få en snak. Ud over pilgrimsvandrerne er der faktisk ikke særlig mange turister i byen, og vi får det indtryk, at de fortrinsvis kommer for at se katedralen og gå et lille stykke på bymuren. Denne vores sidste dag afslutter vi med endnu en gang at spadsere hele vejen rundt på muren, nu i modsat retning for at se det hele fra den anden side. Mens vi går heroppe oplever vi den første regn i de fem dage, vi har været i Lugo, men den varer kun nogle få minutter, hvorpå solen atter dukker op bag de mørke skyer. Mandag går turen tilbage til Madrid, på den seks en halv time lange togtur, og denne gang er vi klar til at studere og fotografere de frodige floddale og de vinbevoksede bjergsider, som Redondo fortæller om i sin roman, og som toget kører forbi. Tilbage til Madrids sol og tredive grader efter at have oplevet et mildt og solrigt, men dog aftenkøligt Galicien, og ikke det altid regnfulde Galicien, som vi kan læse om i Redondos roman, hvor hovedpersonen efter nogle ugers ophold er i stand til, ligesom de lokale, at se på himlen og afgøre, om der er tale om heldagsregn eller kun byger. Det har været spændende at opleve Galicien, som Redondo beskriver så levende i sin roman, og Lugo er bestemt en by, der er et besøg værd. Hvor hun henlægger scenen for sin næste roman bliver spændende at se. Romanen, som på dansk har fået titlen: ”Alt dette vil jeg give dig”, udkommer d. 12. oktober på forlaget Hr. Ferdinand i min oversættelse.

Kirsten A. Nielsen