Kirsten A. Nielsen -

Rejsebrev fra Sevilla

En oversætter går i sin forfatters fodspor (juli 2013)

Ryanair-flyet fra Tirstrup ankommer rettidigt til lufthavnen i Malaga klokken halv tolv, og allerede en halv time senere er jeg og min rejseledsager nået ind til vores hotel i byens centrum og er parat til at gå ud for at få lidt at spise, men her søndag aften lige over midnat er de sidste restauranter og barer ved at lukke, og de små gader er fyldt med renovationsarbejdere, der er i gang med at fjerne affald og spule gader; nogle af dem går oven i købet rundt med et lille apparat til at fjerne tyggegummi med – eller måske vokslys efter de mange processioner, som bevæger sig gennem byens gader, ikke blot i påskeugen. Det lykkes os til sidst at finde en meget beskedent udseende bar, der har åbent, og hvor vi får serveret en lækker tallerkenfuld ost og skinke sammen med et glas rødvin. Men dagen efter må vi videre, for det er Sevilla, som er turens mål. Jeg er i fuld gang med at oversætte den nye roman af forfatteren Ildefonso Falcones, der fik stor succes med sin roman Havets katedral. Hans nye bog La reina descalza (den barfodede dronning), der udkom i februar, er ligeledes en historisk roman og foregår i Sevilla i midten af syttenhundredetallet i sigøjnerkvarteret Triana. Jeg har tænkt mig nu at gå i forfatterens fodspor og forsøge at finde frem til de steder, hvor handlingen udspiller sig. Men er der mon overhovedet noget tilbage af Sevilla og Triana, som det så ud dengang? Det vil jeg forsøge at finde ud af. Vi vælger at tage det noget dyrere Avant-tog, som på blot en time og femoghalvtreds minutter klarer turen fra Malaga til Sevillas Santa Justa-station, der blev bygget til Verdensudstillingen i 1992. Efter at vi har indlogeret os på vores hotel, som ligger i et nydeligt forretnings- og beboelseskvarter tæt ved stationen, begiver vi os ind til byen historiske centrum. Det er sidst på eftermiddagen, og sommeren er kommet til byen, selv om det kun er i slutningen af april, så det er en varm spadseretur, men da vi via en smal gade fyldt med barer og restauranter endelig nærmer os centrum, forfrisker vi os med en kølig drink på en fortovsbar, hvor der er udsigt til La Giralda, det gamle mauriske tårn fra det 12. århundrede, der efter generobringen kom til at indgå som klokketårn i byens katedral. Siden jeg sidst besøgte Sevilla for en del år siden, er der sket meget med byen. Der er mange flere turister – selv her i slutningen af april, hvor den store Feria de Abril, aprilfesten, netop er overstået. Byen har fået en sporvogn, som kører gennem byens centrum fra Plaza Nueva mod sydøst til universitetet. Og der er blevet anlagt mange gågader, men det mest specielle er de mange cykelstier, som ofte er anlagt som en del af fortovene eller gågaderne, og der kører mange cyklister på dem, så det drejer sig om at holde øjnene godt åbne. De fleste kører dog i et adstadigt tempo, og man ser ikke de mange kamikaze-cyklister, som vi har herhjemme. Sevillas historiske bydel er centreret omkring katedralen og det gamle kongepalads El Real Alcázar, der sammen med det smukke haveanlæg også er et besøg værd. Men disse to imponerende bygningsværker spiller ingen større rolle i romanen, så næste dag drager vi over på den anden side af Guadalquivir-floden til Triana, hvor det meste af romanens handling udspiller sig. Triana er i dag en integreret del af Sevilla, men i midten af 1700-tallet var dette kvarter snarere en landsby, og dengang var der kun én enkelt bro over floden, en prambro, som man skulle betale bropenge for at passere, hvilket sigøjnerne dog nægtede (ifølge romanen), og ellers måtte man benytte sig af både.


I dag er der mange broer, hvoraf de nyeste blev bygget til Verdensudstillingen i 1992, men vi starter udforskningen af Triana fra det sted, hvor prambroen lå, og hvor der i dag ligger en smuk bro fra 1854, Puente de Isabel II, også kaldet Puente de Triana, Triana-broen. Herfra komme vi direkte ind i både fortidens og nutidens hjerte af Triana. Straks til højre for broen lå den i 1700-tallet mægtige og skrækindjagende Inkvisitionens borg, men der er kun bevaret nogle få murrester under det store marked, som i dag ligger på stedet. Lidt længere henne finder vi den velbevarede Inkvisitions-gyde, som fører ned til floden. I syttenhundredetallet lå gyden med sin bueindgang og jernport lige ved siden af borgen, og gennem den førtes de mange, der var anklaget for forbrydelse mod troen, enten for at ende i borgens fangehul eller for at blive brændt på bålet. Triana-broen fører direkte ud i kvarterets største og travleste gågade, Calle de San Jacinto, og et stykke oppe ad den opdager jeg et skilt, hvor der står ”Antiguo Corral La Parra”. En corral er en slags gårdhus, det vil sige et kompleks bestående af små, sammenbyggede huse i én eller to-tre etager beliggende i en snæver gyde og med en fælles gård, patio, inde i midten. Det er netop en sådan corral, jeg har været på udkig efter. For i romanen lever sigøjnerne tæt sammen i den slags huse i en lille gyde, San Miguel-gyden, som dog ikke findes mere, og her udspiller en stor del af handlingen sig. Men her er i den gamle corral La Parra er der kun få huse tilbage, så jeg fortsætter med at lede. Problemet med at finde en autentisk corral er, at man ikke kan komme ind i gårdene, fordi de er lukkede og private. Det er først, da vi er tilbage igen på den anden side af Guadalquivir, i det meget romantiske, men også meget turistede gamle jødiske kvarter, Santa Cruz, lige bag ved domkirken og borgen, at vi får lejlighed til at se en ganske vist mindre corral indefra. Her ligger der i dag et hotel, og vi får at vide, at vi er meget velkomne til at gå ind i gården og kigge. Da vi kommer derind, møder der os et smukt syn med huse samlet rundt om en patio og med svalegange, balustrader og trapper op til første etage – og med masser af blomster. Så smukke og velholdte var husene bestemt ikke på romanens tid, hvor sigøjnerfamilier var stuvet sammen i meget små rum og med fælles brønd og latrin samt vaske- og kogeplads i gården. Men alligevel kan man godt forestille sig, hvordan det må have set ud dengang.

I Sevilla var der i syttenhundredetallet mange kirker og klostre, for dengang spillede religionen en dominerende rolle i samfundslivet og det private liv, men mange af disse kirkelige bygninger er væk i dag. Så vi tager atter over til Triana og går på jagt efter de kirker og klostre, der stadig står tilbage. Efter at have vandret rundt i et stykke tid støder vi atter på den travle gågade, Calle de San Jacinto, og da vi når frem til dens slutning, får jeg øje på San Jacinto-kirken. I romanen hører vi om, at kirken er under opbygning, men desværre er det denne dag ikke muligt at komme ind i den, og vi kan heller ikke engang komme hen til den, da den er omgivet af et hegn med en aflåst port. I jagten efter flere kirker fra romanen finder vi frem til Santa Ana-kirken, som er åben, og man kan mod et beskedent beløb komme ind og se den. Da vi sidder på en bænk og kigger rundt på kirkens rige udsmykning, kommer en af de ældre herrer, der stod ved indgangen og tog imod entré, hen og sætter sig ved siden af mig, og så begynder han ellers at berette om kirken og dens historie. Da jeg fortæller ham om min lidt specielle interesse for kirken, nemlig at den indgår i den nye roman af bestsellerforfatteren Ildefonso Falcones, siger han, aldrig har hørt om romanen og heller ikke om forfatteren – men måske vil han komme til det, hvis der dukker andre læsere op, som også forsøger at gå i forfatterens fodspor. Efter foredraget takker jeg, og vi begiver os ud for at finde den næste kirke. De Søfarendes kirke, La Virgen del Buen Aire-kirken eksisterer ikke længere, der er kun et skilt på en husmur, hvor den har ligget. Denne kirke havde en overdækket balkon vendt ud mod floden, hvorfra der blev afholdt messe på de dage, hvor det var påbudt at gå i kirke, således at skibene blot kunne gøre holdt uden at behøve at komme i land, hvilket en af romanens hovedpersoner, Galejslaven, raser over, for på den måde var der ikke en eneste mulighed for ham for at komme i land i de ti år, hvor han var afsonede sin straf som roer på en af kongens galejer. Denne balkon havde jeg ellers glædet mig meget til at se.

Ud over sigøjnerkvarteret omkring San Miguel-gyden udspiller romanens handling sig også i et endnu fattigere kvarter et godt stykke uden for Triana, nemlig ved Cartuja-klostret, som blev bygget af karteuserordenen i det 15. århundrede. Her uden for klosterhavernes mure havde de fattigste sigøjnere slået sig ned og boede i nogle elendige hytter uden nogen form for bekvemmeligheder. Jeg regner naturligvis ikke med, at der er nogen af disse sigøjnerhytter tilbage, men Cartuja-klostret kan vel ikke være helt forsvundet? Det må undersøges, så en dag tager vi en bybus op til den nordlige del af halvøen, og da vi stiger af, ser vi straks et mægtigt parkagtigt område og nogle smukke bygninger, som i dag huser et museum for moderne kunst. Det er det gamle kloster, hvor munkene blev smidt ud af Napoleons tropper, som brugte det til kaserne, indtil munkene vendte tilbage i 1812 og var der indtil 1830, hvor klostret sammen med mange andre religiøse institutioner blev lukket. Ti år senere blev de stærkt forfaldne klosterbygninger indrettet til porcelænsfabrik, hvis produktion standsede i 1980’erne. I dag er klostret erklæret som Nationalt Monument, det er smukt restaureret, og mange af rummene har bevaret deres oprindelige udsmykning, således at man i dag godt kan få et indtryk af klosterlivet, for eksempel når man træder ind i refektoriet og kapellet. Vi er heldige, at der netop vises en spændende udstilling med den kinesiske kunstner Ai Weiweis værker, som står i vældig kontrast til de gamle, smukke rum. I parken udenfor finder vi et monument over Columbus, som boede her før sin anden Amerika-rejse og var begravet i klostrets kapel i tredive år. Efter denne overraskende oplevelse spadserer vi tilbage til den gamle bydel ad Puente de la Barqueta, en bro der blev bygget til Verdensudstillingen i 1992 som indgang fra byen til udstillingsområdet, der lå netop her. Til denne lejlighed blev klostret restaureret og brugt som udstillingens hovedkvarter..

Et vigtigt element i Falcones’ roman er musikken, flamencomusikken, og man siger, at det netop var i Triana, at denne musikform opstod i midten af syttenhundredetallet som en blanding af sigøjnernes, maurernes og negrenes musik. Romanens hovedperson, den barfodede dronning, er en ung sigøjnerinde, hvis skæbne er tæt knyttet til hendes fantastiske talent for at danse og synge. Så mens vi traver rundt i Triana, kigger vi os rundt for at se, om vi kan få øje på steder, hvor der er flamencomusik, da det jo kan være spændende at opleve denne musik netop det sted, hvor den siges at være opstået. Det lykkes os nu ikke at finde noget i Triana, men ovre i Santa Cruz-kvarteret, hvor de mange turister kommer, er der mange steder, hvor der reklameres med flamenco-shows. Men vi finder et lidt mere ydmygt etablissement, hvor der også er guitarskole, La Casa de Guitarra, og her overværer vi en meget fin lille forestilling med en guitarist, en sanger og en danser. Det er en spændende oplevelse, selv om denne forestilling naturligvis ligger langt fra de i romanen beskrevne spontane fester i sigøjnerkvarteret, hvor der blev danset og sunget til langt ud på natten. Efter en uge i Ildefonso Falcones’ fodspor og på jagt efter resterne af Sevilla i midten af syttenhundredetallet går turen tilbage til Malaga og hjemad. Hjem efter en tur, der har givet masser af inspiration til at arbejde videre på oversættelsen af La reina descalza, I skrivende stund har jeg netop afleveret oversættelsen, som på dansk kommer til at hedde ”Sigøjnerinden fra Sevilla” og udkommer til efteråret på forlaget Cicero. Læs bogen – og se byen!

Kirsten A. Nielsen